Følgende tekst blev sendt til os af franske kammerater på tredjedagen af det nuværende oprør, der antændtes af mordet på teenageren Nahel Merzouk begået af det franske politi i byen Nanterre, en forstad til Paris. Teksten forsøger at bringe en analyse af situationen samt et overblik over kampen mod politivold i Frankrig siden 1970’erne.

Denne bevægelse (mod politivold, red.) trues i dag af overvældende repression både på gaden, i medierne og ved domstolene. Indtil videre er mindst tre mennesker – udover Nahel Merzouk – blevet dræbt. I stedet for at fokusere på indsættelsen af højt specialiseret militærpoliti overalt i landet, vil vi foretrække at fokusere på indsatsen fra de unge mennesker, der risikerer livet ved at kæmpe for Nahel og sig selv.

Spørger man på gaden, vil mange sige, at følelserne af vrede og intensiteten af kampen vækker mindelser om gadekampene i 2005. På samme vis som disse gadekampe fandt sted som følge af studenterbevægelsen i 2005, kan det nuværende oprør ses i forlængelse af den magtfulde bevægelse, der kæmpede mod Emmanuel Macrons pensionsreform, og som blev udsat for hidtil uset forfølgelse i foråret. På trods af en kolossal tildeling af resurser og tilstedeværelsen af lovmæssig usårlighed i praksis, lader det til, at det franske politi er ved at miste deres opfattede legitimitet og deres evne til at tvangspacificere store dele af samfundet.

---

Retfærdighed for Nahel

D. 27. juni 2023 kørte den 17-årige Nahel Merzouk gennem Nanterre, da han blev stoppet af motorcykelbetjente på et såkaldt rutinetjek, hvorefter han blev koldblodigt myrdet. Som en af passagererne i bilen senere beskrev, truede en betjent Nahel med ordene ”Hvis du rører dig, bliver du skudt i hovedet.” Derefter slog begge betjente ham gennem det åbne vindue. Pga. slagene kom Nahel ved et uheld til at slippe bremsen og accelerere, hvilket fik en af betjentene til at skyde og dræbe ham. Vi ved alt dette, da næsten hele episoden blev filmet.

Videoen af mordet på Nahel gik hurtigt viralt på sociale medier, hvilket har spillet en afgørende rolle i det efterfølgende oprør. Folk reagerede prompte i gaderne.

Den første nat, d. 27. juni, opstod der voldelige konfrontationer i områder med en majoritet af immigranter i Nanterre og andre forstader til Paris (Mantes-la-Jolie, Boulogne-Billancourt, Clichy-sous-Bois, Colombes, Asnières, Montfermeil) samt Frankrig i det hele taget (Roubaix, Lille, Bordeaux osv.) D. 28. juni – på trods af at politikerne anerkendte mordets brutale omstændigheder og selvom regeringen og dele af den moderate venstrefløj opfordrede til fred –, spredte revolten sig til andre byer (Neuilly sur Marne, Clamart, Wattrelos, Bagnolet, Montreuil, Saint Denis, Dammarie les Lys, Toulouse, Marseille osv.)

I mellemtiden oprettede Nahels familie en ”Sandheds- og retfærdighedskomité” (”Comité Vérité et Justice”) med hjælp fra Assa Traoré (hvis bror blev brutalt myrdet af politiet i 2016) og tidligere militante fra “Mouvement de l’Immigration et des Banlieues” (MIB). Nahels mor, der må anses som en rollemodel for værdighed og mod, opfordrede til en større marche blanche (”hvid demonstration”) i Nanterre om eftermiddagen d. 29. juni.

Om morgenen d. 29. juni udtalte regeringen, at de ville påbegynde en efterforskning af, hvorvidt politibetjenten, der myrdede Nahel, begik drab med overlæg. Dette fik ikke ligefrem folk til at blive hjemme fra demonstrationen.

Man estimerer at demoen samlede omkring 15.000 mennesker. Ruten fulgte Nahels sidste køretur, marcherende til rytmen af slogans såsom ”Alle hader politiet”, ”Panser, voldtægtsforbryder, morder” og ”Retfærdighed for Nahel”. På ét skilt stod der, ”Hvor mange andre som Nahel er ikke blevet filmet?”

Fra det øjeblik blev det klart, at Nahels død var et enormt chok, og at mange af demonstranterne marcherede i solidaritet med ofrets familie. Men protesten var også udtryk for noget langt større: politiets rolle i vores samfund. Som om de godt vidste dette, besluttede svinene at gasse denne fredelige demonstration, da den ankom ved Nanterres Préfecture (kontoret for den lokale afdeling af centralregeringen), hvilket antændte en ny bølge af konfrontationer, der spredte sig så langt som til det hippe forretningsdistrikt La Défense. ”Hvis de ikke lader os gennemføre denne demonstration, så ødelægger vi alt” var det primære budskab hørt blandt de unge oprørere.

Det er umuligt at opliste hver eneste by og distrikt, der tilsluttede sig bevægelsen om aftenen d. 29. juni, da der simpelthen var for mange. Urørt af meddelelsen fra regeringen om, at der ville blive åbnet en undersøgelse af drabet, gav denne tredje urolige nat bevægelsen et indtil da uset omfang. Jeunes de quartiers (som medierne og politikerne ofte kalder dem – sammenligneligt med ”unge fra ghettoen”) har sat ild til biler, motorcykler, scootere, offentlige bygninger såsom lokale og nationale politistationer, skoler, kommunale biblioteker, administrationsbygninger og rådhuse. De har ødelagt lygtepæle mm., røvet supermarkeder, sat ild til byggepladser samt affyret fyrværkeri mod politiet. I løbet af de seneste år er sidstnævnte blevet den foretrukne type selvforsvar blandt unge mennesker, der dagligt chikaneres af politiet.

Denne landsdækkende opstand er ikke opstået ud af ingenting. Den er spontan i den forstand, at den er gennemgående horisontal, uforudsigelig og konstant opfinder nye former for modstand som udtryk for de frustrerede forhåbninger, der driver den. Men den er også opstået som en respons på den måde, staten har foregrebet den postkoloniale immigration.

Baggrunden for oprøret

Siden 1960’erne har den franske stat udnyttet en såkaldt ’importeret’ arbejdskraft fra sine tidligere kolonier i Nord- og Vestafrika. Den umiddelbare plan var ikke, at disse arbejdere skulle bosætte sig og opbygge et liv i Frankrig. De blev interneret i specifikke områder: først og fremmest i slumkvarterer og sidenhen i ghettoer – ”cités” – i udkanten af større byers urbane centre. Disse områder kaldes i daglig tale ”banlieues.”

I 1970’erne, da det blev åbenlyst, at den afrikanske og arabiske arbejdsstyrke var blevet en permanent del af den franske befolkning, blev de til et politisk problem. De magthavende politiske partier antog på skift en undtagelsespolitik. Målet var at opretholde racedefinerede grænser og at kontrollere en kategori af mennesker, der konstant blev italesat og beskrevet som en trussel mod samfundsordenen. Derfor er arbejderkvarterer med en majoritet af immigranter altid blevet kontrolleret via politiet. Politiet (og de administrationer, som lokalpolitiet læner sig op ad) er næsten eksklusivt ansvarlige for at styre og kontrollere de daglige aktiviteter i de såkaldte cités, som er blevet forsøgskaniner for Frankrigs særegne måde at drive politi på.

Indbyggerne i disse områder oplever ydmygelse, intimidering og angreb fra politiet på daglig basis. Udover at være ekskluderet fra det politiske liv i Frankrig, bliver unge med immigrantbaggrund konstant kontrolleret, latterliggjort og arresteret. Derudover er alle de aktiviteter, de mest prekære i samfundet er afhængige af for at overleve, gennemgående kriminaliserede.

Gadekampene skal også forstås i konteksten af en lang historie af racemotiverede politimord i Frankrig. I Frankrig, såvel som i USA, er den overdrevne brug af vold mod de individer, som er ekskluderet fra den dominante opfattelse af menneskelighed, en af de mekanismer, der skaber og opretholder racekategorier. Politiet har dræbt hundredvis af afrikanske og arabiske unge mænd siden 1970’erne. Dette skyldes delvist den intense og kontinuerlige tilstedeværelse af politiet i immigrantområder; mere generelt er det en manifesteret konsekvens af den racisme, der definerer forholdet mellem den franske stat og de unge mennesker, hvis familier immigrerede til Frankrig efter 1960’erne under afviklingen af det franske koloniherredømme.

I årtier har folk fra kvarteret¹ anlagt et eksplicit politisk standpunkt mod politibrutalitet. I 1983 organiserede man ”Marche pour l’Egalité” (Demonstration for Lighed) som reaktion på en række politimord i forstæderne til Lyon og Marseille. Enorme gadekampe har fundet sted hvert tiende år siden 1979 i byen Vaulx-en-Velin, et symbol på statsstøttet politibrutalitet mod den ikke-hvide ungdom. Bevægelsen ”Mouvement Immigration Banlieue” blev skabt i 1995 og kæmpede for ”sandhed og retfærdighed” (vérite et justice) for familierne til dem, der blev ofre for ”politiuheld” (et begreb, der bliver brugt af apologeter til at beskrive episoder af ekstrem politivold). Det var en selvorganiseret og autonom organisation, der afviste den diskurs, man hørte fra mainstream politiske partier. Således blev organisationen i år 2000 smidt ud af sine lokaler i Paris.

I år 2005 opstod der oprør efter to teenagere, Zyed Benna og Bouna Traoré, døde efter at være blevet jagtet og chikaneret af politiet i Clichy-sous-Bois, der ligger i det nordlige Paris. Blandt mange andre husker vi Lamine Dieng, der blev myrdet af politiet i 2005; Adama Traoré, myrdet af politiet i 2016; Théo Luhaka, voldtaget af politiet i 2017; Ibrahima Bah, dræbt af politiet i 2019.

Det er det samme hver evig eneste gang: politiet begår mord og lyver derefter for at dække over sig selv. Af og til kan en videooptagelse eller offentlig furore udfordre politiets narrativ, hvilket kan bidrage med nok incitament eller bevismateriale til at tvinge autoriteterne til at anlægge sag mod morderen. Men juridiske sager mod politibetjente ender næsten aldrig med en domsfældelse. I Frankrig er loven til for at tjene statens interesser; i praksis har politiet derfor frit spil og er juridisk usårlige.

I de sidste par dage har vi – igen – set, at staten beskytter dem, der beskytter den. Da ambulanceredderen, der gav Nahel behandling efter han var blevet skudt i brystet, afslørede navnet på betjenten, som myrdede Nahel, til pressen, blev han med det samme idømt 18 måneders fængsel.²

I konteksten af en voksende social konflikt

For at forstå disse gadekampe, må vi også anskue dem i konteksten af den nuværende klassekamp i Frankrig. Frankrig har oplevet landsdækkende bølger af folkelige opstande eller uro næsten hvert år siden 2016. Gadekampe er blevet en integreret del af det politiske sprog i Frankrig, og det, vi nu ser her i 2023, er muligvis det mest radikale udtryk for tendensen nogensinde.

Med andre ord: når man tænker på, hvor upopulære de neoliberale tiltag, der siden 2016 er blevet påtvunget befolkningen, er, er det tydeligt, at både François Hollandes og Emmanuel Macrons regeringer kun har formået at holde sig ved magten via politiets vold. Fordi de forstår de strukturelle magtforhold, der sammenbinder staten, regeringen, politiet og befolkningen, har højreorienterede og fascistiske politifagforeninger metodisk organiseret sig således, at de har opnået større og større samfundsmæssige goder såvel som de teknologiske og juridiske midler, der skal til for at udøve vold mod alle andre.

Eksempelvis gav en lov i 2017 politiet ret (og derfor motiv) til at bruge skydevåben, når et individ nægter at samarbejde med dem. Den direkte konsekvens af dette var en iøjefaldende stigning i antallet af årlige politimord. Før 2017 dræbte politiet (officielt) 15 til 20 unge Afrikanske eller Arabiske mænd hvert år; dette steg til 51 i 2021 og har gennemsnitligt ligget på 40 siden.

Overordnet er der tilmed blevet ansat flere og flere nye betjente hvert år, som har mere og mere isenkram til rådighed. Militariseringen af politiet resulterer i systematisk undertrykkelse af folkebevægelser; den evigt accelererende militarisering af politiet er således en af de faktorer, der kan forklare den modløshed, man finder blandt nogle venstreorienterede i Frankrig. Helt konkret skaber det anstrengte og prekære livsforhold for mange, især for kvinder, der lever i immigrantområder. Vores mødre.

Opstanden

Angående den nuværende bølge af uro, kan jeg kun udtale mig fra min egen position og beskrive det, jeg selv ser som indbygger i en forstad til Paris.

Bevægelsen har primært benyttet tre taktikker, der hver især har virket meget effektivt: voldelige sammenstød med politiet, ødelæggelsen af Republikkens ’symboler’ samt røverier.

Sammenstødene med politiet er mest sket i ghettoområderne, de såkaldte quartiers. ”Light them up!” Alle har set disse billeder: panserne bliver angrebet med fyrværkeri, molotov cocktails, sten og selv udendørsmøbler af meget unge sortklædte mennesker. Nogle af disse natlige aktioner er sandsynligvis mindre motiveret af solidariteten med Nahel end af et mere generelt ønske om at hævne sig mod dem, der kontrollerer, ydmyger og tæver folk hver eneste dag. Som om magtens balance har skiftet side blot for en stund.

I konfrontationens øjeblik finder man ingen slagord eller venstreorienterede paroler; blot en radikal vilje til at slå igen. Majoriteten af de deltagende i kampen er unge mænd, der har kendt hinanden siden altid. De har intet ønske om dialog.

De unge kæmpende, der hovedsageligt er teenagere, er metodiske. De har angrebet kommunale bygninger, rådhuse og i det hele taget magtens centre, hvilket siger sig selv. Men de angriber også de skoler, der bidrager til samfundets voldelige segregation, eksklusion og indslusning i det kapitalistiske system; politistationerne, hvor panserne har kidnappet og tæver deres venner; kameraerne, der overvåger deres færden; den offentlige transports infrastruktur, der alligevel sjældent findes i deres ”quartiers” og som oftest fungerer som et slags gentrifikationens tandhjul, som kan transportere de velbemidlede til deres nye, hippe forstadshuse; og de byggepladser, der er i gang med at bygge nyt og meningsløst midlertidigt infrastruktur som forberedelse til de Olympiske Lege, hvilket også spiller en stor rolle i gentrificeringen af forstæderne.

Sidst, men ikke mindst, har bevægelsen vist sit kreative potentiale inden for røverier, særligt i forhold til benyttelsen af biler og scootere. Biler bruges til at sprænge døre og ødelægge hegn, mens scootere muliggør en hurtig flugtvej. Scootere spiller også en central rolle i konfrontationerne med politiet. Uden at gå for meget i detaljer kan man sige, at mobilitet er essentielt i de natlige kampe.

Hvad bliver stjålet? Så godt som alt, men – i modsætning til de borgerlige mediers narrativ – de fleste af røverierne er ikke forbrugsfester: primært er det daglige forbrugsvarer og medicin, der bliver stjålet. Man må se dette som et tegn på, at bevægelsen, der blev antændt af Nahels død, også udtrykker sig som en helt grundlæggende antikapitalistisk afvisning af det prekære liv og de overdrevne omkostninger for basal overlevelse. Overhørt kl. 04 ved det lokale supermarked: ”Alt dette tager jeg for min mor.”

På trods af den utvivlsomt universelle essens af det politiske i hjertet af oprøret og på trods af, at kampen mod politibrutalitet har været central i flere folkelige bevægelser siden 2016 (som minimum), er muligheden for at danne alliance mellem venstrefløjen og de unge oprørere mildest talt tvivlsom. Venstreorienterede politikere opfordrer til fred og forsoning gennem en ”reform af det republikanske politi”, der kan muliggøre en ”genåbning af dialogen mellem politiet og folket”. (”refonder une police républicaine” and ”rétablir le dialogue entre la police et sa population”).

Den revolutionære venstrefløj (som primært er trotskistisk i Frankrig) støtter ”Comité Vérité et Justice pour Nahel”, der som nævnt blev dannet af familiemedlemmer og nære støtter – inspireret af ”Comité Vérité et Justice pour Adama” og Traoré-familien –, men ingen offentlig stillingtagen har endnu fundet sted. Anarkistiske og andre autonome grupperinger er stadig ved at finde fodfæste i situationen, og de holder sig primært til at bidrage med observationer samt juridisk og logistisk støtte – selvom flere af os deltager aktivt i gadekampene.

Bevægelsen marcherer fremad uanset, og de unge i centrum giver ikke meget for grupper, de alligevel ikke føler sig en del af.

Opdatering, Onsdag d. 5. juli: Juridisk forfølgelse

Det er lidt over en uge siden Nahels bortgang, hvor vi siden da har haft fem nætter med oprør, og den franske stat bruger nu al sin juridiske magt til at knuse opstanden. Hvis nogen var i tvivl, står det nu krystalklart: der vil hverken blive retfærdighed eller fred.

Flere end 300 mennesker blev idømt fængsel i nat. I går, ved Créteil i den sydlige del af Paris-regionen, blev næsten alle de dømte unge sendt i fængsel. Det var ligegyldigt om de havde gode eller dårlige advokater, om der var beviser eller ej, om der var formildende omstændigheder, om de var stikkere. Da dagen var slut, vendte alle tilbage til Fresnes med domme, der strækker sig mellem 6 til 30 måneders fængsel.

Måske var denne eftermiddag bare særligt grel, men nyheder fra domhusene i resten af Paris-regionen er lige så slemme. Dommerne følger en instruks fra d. 30. juni af justitsminister Eric Dupond-Moretti (en erklæret voldtægtsforbryder og et møgsvin), hvori han beordrer ”en kontant og hurtig respons” med strenge ”sikkerhedsforanstaltninger” – med andre ord: fængsel. Anklagerne og dommerne adlyder ivrigt.

Overalt i Frankrig bliver personer så unge som 12 år systematisk dømt til måneder eller længere i fængsel. På gaden føles stemningen mere og mere nihilistisk: ”de kan ikke fange os alle.” Alligevel er der kommet mere ro på om natten i løbet af de sidste dage. Det kan være, at undertrykkelsen virker; eller at mødrene holder deres børn hjemme; eller at antallet af røverier er faldet, fordi butikkerne skal fyldes op igen; eller at folk venter på weekenden d. 14. juni, den franske nationaldag, for endnu engang at lade flammerne rejse sig.

Du kan læse mere om comparution immédiates (”immediate judgement”), der er blevet benyttet i så godt som alle sagerne, her.

---

Videre læsning og dokumentation

• “When Insurgencies Are Born“ – De første tanker om oprøret