![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/2.jpg\")
\nFølgende tekst blev sendt til os af franske kammerater på tredjedagen af det nuværende oprør, der antændtes af mordet på teenageren Nahel Merzouk begået af det franske politi i byen Nanterre, en forstad til Paris. Teksten forsøger at bringe en analyse af situationen samt et overblik over kampen mod politivold i Frankrig siden 1970’erne.
\n\nDenne bevægelse (mod politivold, red.) trues i dag af overvældende repression både på gaden, i medierne og ved domstolene. Indtil videre er mindst tre mennesker – udover Nahel Merzouk – blevet dræbt. I stedet for at fokusere på indsættelsen af højt specialiseret militærpoliti overalt i landet, vil vi foretrække at fokusere på indsatsen fra de unge mennesker, der risikerer livet ved at kæmpe for Nahel og sig selv.
\n\nSpørger man på gaden, vil mange sige, at følelserne af vrede og intensiteten af kampen vækker mindelser om gadekampene i 2005. På samme vis som disse gadekampe fandt sted som følge af studenterbevægelsen i 2005, kan det nuværende oprør ses i forlængelse af den magtfulde bevægelse, der kæmpede mod Emmanuel Macrons pensionsreform, og som blev udsat for hidtil uset forfølgelse i foråret. På trods af en kolossal tildeling af resurser og tilstedeværelsen af lovmæssig usårlighed i praksis, lader det til, at det franske politi er ved at miste deres opfattede legitimitet og deres evne til at tvangspacificere store dele af samfundet.
\n\n\nD. 27. juni 2023 kørte den 17-årige Nahel Merzouk gennem Nanterre, da han blev stoppet af motorcykelbetjente på et såkaldt rutinetjek, hvorefter han blev koldblodigt myrdet. Som en af passagererne i bilen senere beskrev, truede en betjent Nahel med ordene ”Hvis du rører dig, bliver du skudt i hovedet.” Derefter slog begge betjente ham gennem det åbne vindue. Pga. slagene kom Nahel ved et uheld til at slippe bremsen og accelerere, hvilket fik en af betjentene til at skyde og dræbe ham. Vi ved alt dette, da næsten hele episoden blev filmet.
\n\nVideoen af mordet på Nahel gik hurtigt viralt på sociale medier, hvilket har spillet en afgørende rolle i det efterfølgende oprør. Folk reagerede prompte i gaderne.
\n\nDen første nat, d. 27. juni, opstod der voldelige konfrontationer i områder med en majoritet af immigranter i Nanterre og andre forstader til Paris (Mantes-la-Jolie, Boulogne-Billancourt, Clichy-sous-Bois, Colombes, Asnières, Montfermeil) samt Frankrig i det hele taget (Roubaix, Lille, Bordeaux osv.) D. 28. juni – på trods af at politikerne anerkendte mordets brutale omstændigheder og selvom regeringen og dele af den moderate venstrefløj opfordrede til fred –, spredte revolten sig til andre byer (Neuilly sur Marne, Clamart, Wattrelos, Bagnolet, Montreuil, Saint Denis, Dammarie les Lys, Toulouse, Marseille osv.)
\n\nI mellemtiden oprettede Nahels familie en ”Sandheds- og retfærdighedskomité” (”Comité Vérité et Justice”) med hjælp fra Assa Traoré (hvis bror blev brutalt myrdet af politiet i 2016) og tidligere militante fra “Mouvement de l’Immigration et des Banlieues” (MIB). Nahels mor, der må anses som en rollemodel for værdighed og mod, opfordrede til en større marche blanche (”hvid demonstration”) i Nanterre om eftermiddagen d. 29. juni.
\n\nOm morgenen d. 29. juni udtalte regeringen, at de ville påbegynde en efterforskning af, hvorvidt politibetjenten, der myrdede Nahel, begik drab med overlæg. Dette fik ikke ligefrem folk til at blive hjemme fra demonstrationen.
\n\nMan estimerer at demoen samlede omkring 15.000 mennesker. Ruten fulgte Nahels sidste køretur, marcherende til rytmen af slogans såsom ”Alle hader politiet”, ”Panser, voldtægtsforbryder, morder” og ”Retfærdighed for Nahel”. På ét skilt stod der, ”Hvor mange andre som Nahel er ikke blevet filmet?”
\n\nFra det øjeblik blev det klart, at Nahels død var et enormt chok, og at mange af demonstranterne marcherede i solidaritet med ofrets familie. Men protesten var også udtryk for noget langt større: politiets rolle i vores samfund. Som om de godt vidste dette, besluttede svinene at gasse denne fredelige demonstration, da den ankom ved Nanterres Préfecture (kontoret for den lokale afdeling af centralregeringen), hvilket antændte en ny bølge af konfrontationer, der spredte sig så langt som til det hippe forretningsdistrikt La Défense. ”Hvis de ikke lader os gennemføre denne demonstration, så ødelægger vi alt” var det primære budskab hørt blandt de unge oprørere.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/7.jpg\")
Efter marche blanche i Nanterre, d. 29. juni
\nDet er umuligt at opliste hver eneste by og distrikt, der tilsluttede sig bevægelsen om aftenen d. 29. juni, da der simpelthen var for mange. Urørt af meddelelsen fra regeringen om, at der ville blive åbnet en undersøgelse af drabet, gav denne tredje urolige nat bevægelsen et indtil da uset omfang. Jeunes de quartiers (som medierne og politikerne ofte kalder dem – sammenligneligt med ”unge fra ghettoen”) har sat ild til biler, motorcykler, scootere, offentlige bygninger såsom lokale og nationale politistationer, skoler, kommunale biblioteker, administrationsbygninger og rådhuse. De har ødelagt lygtepæle mm., røvet supermarkeder, sat ild til byggepladser samt affyret fyrværkeri mod politiet. I løbet af de seneste år er sidstnævnte blevet den foretrukne type selvforsvar blandt unge mennesker, der dagligt chikaneres af politiet.
\n\nDenne landsdækkende opstand er ikke opstået ud af ingenting. Den er spontan i den forstand, at den er gennemgående horisontal, uforudsigelig og konstant opfinder nye former for modstand som udtryk for de frustrerede forhåbninger, der driver den. Men den er også opstået som en respons på den måde, staten har foregrebet den postkoloniale immigration.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/1.jpg\")
\nSiden 1960’erne har den franske stat udnyttet en såkaldt ’importeret’ arbejdskraft fra sine tidligere kolonier i Nord- og Vestafrika. Den umiddelbare plan var ikke, at disse arbejdere skulle bosætte sig og opbygge et liv i Frankrig. De blev interneret i specifikke områder: først og fremmest i slumkvarterer og sidenhen i ghettoer – ”cités” – i udkanten af større byers urbane centre. Disse områder kaldes i daglig tale ”banlieues.”
\n\nI 1970’erne, da det blev åbenlyst, at den afrikanske og arabiske arbejdsstyrke var blevet en permanent del af den franske befolkning, blev de til et politisk problem. De magthavende politiske partier antog på skift en undtagelsespolitik. Målet var at opretholde racedefinerede grænser og at kontrollere en kategori af mennesker, der konstant blev italesat og beskrevet som en trussel mod samfundsordenen. Derfor er arbejderkvarterer med en majoritet af immigranter altid blevet kontrolleret via politiet. Politiet (og de administrationer, som lokalpolitiet læner sig op ad) er næsten eksklusivt ansvarlige for at styre og kontrollere de daglige aktiviteter i de såkaldte cités, som er blevet forsøgskaniner for Frankrigs særegne måde at drive politi på.
\n\nIndbyggerne i disse områder oplever ydmygelse, intimidering og angreb fra politiet på daglig basis. Udover at være ekskluderet fra det politiske liv i Frankrig, bliver unge med immigrantbaggrund konstant kontrolleret, latterliggjort og arresteret. Derudover er alle de aktiviteter, de mest prekære i samfundet er afhængige af for at overleve, gennemgående kriminaliserede.
\n\nGadekampene skal også forstås i konteksten af en lang historie af racemotiverede politimord i Frankrig. I Frankrig, såvel som i USA, er den overdrevne brug af vold mod de individer, som er ekskluderet fra den dominante opfattelse af menneskelighed, en af de mekanismer, der skaber og opretholder racekategorier. Politiet har dræbt hundredvis af afrikanske og arabiske unge mænd siden 1970’erne. Dette skyldes delvist den intense og kontinuerlige tilstedeværelse af politiet i immigrantområder; mere generelt er det en manifesteret konsekvens af den racisme, der definerer forholdet mellem den franske stat og de unge mennesker, hvis familier immigrerede til Frankrig efter 1960’erne under afviklingen af det franske koloniherredømme.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/3.jpg\")
\nI årtier har folk fra kvarteret1 anlagt et eksplicit politisk standpunkt mod politibrutalitet. I 1983 organiserede man ”Marche pour l’Egalité” (Demonstration for Lighed) som reaktion på en række politimord i forstæderne til Lyon og Marseille. Enorme gadekampe har fundet sted hvert tiende år siden 1979 i byen Vaulx-en-Velin, et symbol på statsstøttet politibrutalitet mod den ikke-hvide ungdom. Bevægelsen ”Mouvement Immigration Banlieue” blev skabt i 1995 og kæmpede for ”sandhed og retfærdighed” (vérite et justice) for familierne til dem, der blev ofre for ”politiuheld” (et begreb, der bliver brugt af apologeter til at beskrive episoder af ekstrem politivold). Det var en selvorganiseret og autonom organisation, der afviste den diskurs, man hørte fra mainstream politiske partier. Således blev organisationen i år 2000 smidt ud af sine lokaler i Paris.
\n\nI år 2005 opstod der oprør efter to teenagere, Zyed Benna og Bouna Traoré, døde efter at være blevet jagtet og chikaneret af politiet i Clichy-sous-Bois, der ligger i det nordlige Paris. Blandt mange andre husker vi Lamine Dieng, der blev myrdet af politiet i 2005; Adama Traoré, myrdet af politiet i 2016; Théo Luhaka, voldtaget af politiet i 2017; Ibrahima Bah, dræbt af politiet i 2019.
\n\nDet er det samme hver evig eneste gang: politiet begår mord og lyver derefter for at dække over sig selv. Af og til kan en videooptagelse eller offentlig furore udfordre politiets narrativ, hvilket kan bidrage med nok incitament eller bevismateriale til at tvinge autoriteterne til at anlægge sag mod morderen. Men juridiske sager mod politibetjente ender næsten aldrig med en domsfældelse. I Frankrig er loven til for at tjene statens interesser; i praksis har politiet derfor frit spil og er juridisk usårlige.
\n\nI de sidste par dage har vi – igen – set, at staten beskytter dem, der beskytter den. Da ambulanceredderen, der gav Nahel behandling efter han var blevet skudt i brystet, afslørede navnet på betjenten, som myrdede Nahel, til pressen, blev han med det samme idømt 18 måneders fængsel.2
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/4.jpg\")
\nFor at forstå disse gadekampe, må vi også anskue dem i konteksten af den nuværende klassekamp i Frankrig. Frankrig har oplevet landsdækkende bølger af folkelige opstande eller uro næsten hvert år siden 2016. Gadekampe er blevet en integreret del af det politiske sprog i Frankrig, og det, vi nu ser her i 2023, er muligvis det mest radikale udtryk for tendensen nogensinde.
\n\nMed andre ord: når man tænker på, hvor upopulære de neoliberale tiltag, der siden 2016 er blevet påtvunget befolkningen, er, er det tydeligt, at både François Hollandes og Emmanuel Macrons regeringer kun har formået at holde sig ved magten via politiets vold. Fordi de forstår de strukturelle magtforhold, der sammenbinder staten, regeringen, politiet og befolkningen, har højreorienterede og fascistiske politifagforeninger metodisk organiseret sig således, at de har opnået større og større samfundsmæssige goder såvel som de teknologiske og juridiske midler, der skal til for at udøve vold mod alle andre.
\n\nEksempelvis gav en lov i 2017 politiet ret (og derfor motiv) til at bruge skydevåben, når et individ nægter at samarbejde med dem. Den direkte konsekvens af dette var en iøjefaldende stigning i antallet af årlige politimord. Før 2017 dræbte politiet (officielt) 15 til 20 unge Afrikanske eller Arabiske mænd hvert år; dette steg til 51 i 2021 og har gennemsnitligt ligget på 40 siden.
\n\nOverordnet er der tilmed blevet ansat flere og flere nye betjente hvert år, som har mere og mere isenkram til rådighed. Militariseringen af politiet resulterer i systematisk undertrykkelse af folkebevægelser; den evigt accelererende militarisering af politiet er således en af de faktorer, der kan forklare den modløshed, man finder blandt nogle venstreorienterede i Frankrig. Helt konkret skaber det anstrengte og prekære livsforhold for mange, især for kvinder, der lever i immigrantområder. Vores mødre.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/6.jpg\")
Konsekvenserne af marche blanche i Nanterre, d. 29. juni.
\nAngående den nuværende bølge af uro, kan jeg kun udtale mig fra min egen position og beskrive det, jeg selv ser som indbygger i en forstad til Paris.
\n\nBevægelsen har primært benyttet tre taktikker, der hver især har virket meget effektivt: voldelige sammenstød med politiet, ødelæggelsen af Republikkens ’symboler’ samt røverier.
\n\nSammenstødene med politiet er mest sket i ghettoområderne, de såkaldte quartiers. ”Light them up!” Alle har set disse billeder: panserne bliver angrebet med fyrværkeri, molotov cocktails, sten og selv udendørsmøbler af meget unge sortklædte mennesker. Nogle af disse natlige aktioner er sandsynligvis mindre motiveret af solidariteten med Nahel end af et mere generelt ønske om at hævne sig mod dem, der kontrollerer, ydmyger og tæver folk hver eneste dag. Som om magtens balance har skiftet side blot for en stund.
\n\nI konfrontationens øjeblik finder man ingen slagord eller venstreorienterede paroler; blot en radikal vilje til at slå igen. Majoriteten af de deltagende i kampen er unge mænd, der har kendt hinanden siden altid. De har intet ønske om dialog.
\n\nSammenstød ved rådhuset i en bydel nær Paris.
\nDe unge kæmpende, der hovedsageligt er teenagere, er metodiske. De har angrebet kommunale bygninger, rådhuse og i det hele taget magtens centre, hvilket siger sig selv. Men de angriber også de skoler, der bidrager til samfundets voldelige segregation, eksklusion og indslusning i det kapitalistiske system; politistationerne, hvor panserne har kidnappet og tæver deres venner; kameraerne, der overvåger deres færden; den offentlige transports infrastruktur, der alligevel sjældent findes i deres ”quartiers” og som oftest fungerer som et slags gentrifikationens tandhjul, som kan transportere de velbemidlede til deres nye, hippe forstadshuse; og de byggepladser, der er i gang med at bygge nyt og meningsløst midlertidigt infrastruktur som forberedelse til de Olympiske Lege, hvilket også spiller en stor rolle i gentrificeringen af forstæderne.
\n\nSidst, men ikke mindst, har bevægelsen vist sit kreative potentiale inden for røverier, særligt i forhold til benyttelsen af biler og scootere. Biler bruges til at sprænge døre og ødelægge hegn, mens scootere muliggør en hurtig flugtvej. Scootere spiller også en central rolle i konfrontationerne med politiet. Uden at gå for meget i detaljer kan man sige, at mobilitet er essentielt i de natlige kampe.
\n\nHvad bliver stjålet? Så godt som alt, men – i modsætning til de borgerlige mediers narrativ – de fleste af røverierne er ikke forbrugsfester: primært er det daglige forbrugsvarer og medicin, der bliver stjålet. Man må se dette som et tegn på, at bevægelsen, der blev antændt af Nahels død, også udtrykker sig som en helt grundlæggende antikapitalistisk afvisning af det prekære liv og de overdrevne omkostninger for basal overlevelse. \nOverhørt kl. 04 ved det lokale supermarked: ”Alt dette tager jeg for min mor.”
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/8.jpg\")
Konsekvenserne af marche blanche i Nanterre, d. 29. juni.
\nPå trods af den utvivlsomt universelle essens af det politiske i hjertet af oprøret og på trods af, at kampen mod politibrutalitet har været central i flere folkelige bevægelser siden 2016 (som minimum), er muligheden for at danne alliance mellem venstrefløjen og de unge oprørere mildest talt tvivlsom. Venstreorienterede politikere opfordrer til fred og forsoning gennem en ”reform af det republikanske politi”, der kan muliggøre en ”genåbning af dialogen mellem politiet og folket”. (”refonder une police républicaine” and ”rétablir le dialogue entre la police et sa population”).
\n\nDen revolutionære venstrefløj (som primært er trotskistisk i Frankrig) støtter ”Comité Vérité et Justice pour Nahel”, der som nævnt blev dannet af familiemedlemmer og nære støtter – inspireret af ”Comité Vérité et Justice pour Adama” og Traoré-familien –, men ingen offentlig stillingtagen har endnu fundet sted. Anarkistiske og andre autonome grupperinger er stadig ved at finde fodfæste i situationen, og de holder sig primært til at bidrage med observationer samt juridisk og logistisk støtte – selvom flere af os deltager aktivt i gadekampene.
\n\nBevægelsen marcherer fremad uanset, og de unge i centrum giver ikke meget for grupper, de alligevel ikke føler sig en del af.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2023/07/01/5.jpg\")
\nDet er lidt over en uge siden Nahels bortgang, hvor vi siden da har haft fem nætter med oprør, og den franske stat bruger nu al sin juridiske magt til at knuse opstanden. Hvis nogen var i tvivl, står det nu krystalklart: der vil hverken blive retfærdighed eller fred.
\n\nFlere end 300 mennesker blev idømt fængsel i nat. I går, ved Créteil i den sydlige del af Paris-regionen, blev næsten alle de dømte unge sendt i fængsel. Det var ligegyldigt om de havde gode eller dårlige advokater, om der var beviser eller ej, om der var formildende omstændigheder, om de var stikkere. Da dagen var slut, vendte alle tilbage til Fresnes med domme, der strækker sig mellem 6 til 30 måneders fængsel.
\n\nMåske var denne eftermiddag bare særligt grel, men nyheder fra domhusene i resten af Paris-regionen er lige så slemme. Dommerne følger en instruks fra d. 30. juni af justitsminister Eric Dupond-Moretti (en erklæret voldtægtsforbryder og et møgsvin), hvori han beordrer ”en kontant og hurtig respons” med strenge ”sikkerhedsforanstaltninger” – med andre ord: fængsel. Anklagerne og dommerne adlyder ivrigt.
\n\nOveralt i Frankrig bliver personer så unge som 12 år systematisk dømt til måneder eller længere i fængsel. På gaden føles stemningen mere og mere nihilistisk: ”de kan ikke fange os alle.” Alligevel er der kommet mere ro på om natten i løbet af de sidste dage. Det kan være, at undertrykkelsen virker; eller at mødrene holder deres børn hjemme; eller at antallet af røverier er faldet, fordi butikkerne skal fyldes op igen; eller at folk venter på weekenden d. 14. juni, den franske nationaldag, for endnu engang at lade flammerne rejse sig.
\n\nDu kan læse mere om comparution immédiates (”immediate judgement”), der er blevet benyttet i så godt som alle sagerne, her.
\n\nNanterre, cité Pablo Picasso.
\nDet daglige udtryk brugt af indbyggerne i immigrantområderne om deres boligområder er i Frankrig quartiers. På dansk kunne man sammeligne det med ’blokken’. ↩
\nDenne kilde antyder at situationen trods alt er en smule mere kompliceret; der bekræftes at en ambulanceredder blev suspenderet i relation til mordet på Nahel, og at et andet individ, der antageligt afslørede information om morderen, blev dømt til 18 måneders fængsel, hvoraf 12 af dem blev afskrevet. ↩
\nFacebook har fjernet flere Facebook-sider som de mener har forbindelser med crimethinc.com og itsgoingdown.org, blandt andre anarkistiske og antifascistiske udgivelsesprojekter, officielt under dække af at de ”støtter vold”. Det har intet at gøre med at inddæmme voldsudøvelse og alt at gøre med at lukke munden på sociale bevægelser og de forlag der dækker dem.
\n\nThis translation originally appeared with a thoughtful introduction here.
\n\nI månedsvis har Donald Trump krævet denne nedlukning og har i en række opslag på sociale medier eksplicit givet anarkister og antifascister skylden for den landsdækkende bølge af protester, ansporet af vedvarende politivold i USA. For et årti siden, pralede repræsentanter fra Facebook stolt over deres rolle i den ægyptiske opstand. I dag har deres beslutning om at forbyde forlag der sætter fokus på sociale bevægelsers virke, vist at de er ivrige efter at sørge for at de eneste former for aktivismer der får lov at finde sted, er de som er gunstige for de siddende myndigheder.
\n\n\nhttps://twitter.com/nickmartin/status/1296175961260482560\n\n\n
Det er ikke neutralt hvordan man definerer vold. Sådan som Facebook lige nu definerer vold, er det legitimt for politiet at dræbe et tusind mennesker årligt og kidnappe, fængsle og sætte millioner på gaden – det er legitimt at kaste bomber på civile, så længe den angribende part repræsenterer en officiel regering – men det er ”vold” at forhindre en forkæmper for hvidt overherredømme i at angribe en menneskemængde eller at kaste en rygende tåregasgranat tilbage mod politiet der affyrede den. Når de forsøger at lukke munden på dem der prøver at beskytte deres kvarter mod institutionel og hvidmagtsvold, er det en bevidst beslutning om at normalisere vold, så længe de der udøver den har magt i institutionerne.
\n\nOg når de klassificerer anarkister og antifascister sammen med højreekstreme militser der eksplicit støtter den siddende administration, er det et træk i en strategi om at skabe forvirring. Det er den samme metode som William Barr anvendte da han etablerede en arbejdsgruppe under indenrigsministeriet med fokus på ”anti-regerings-ekstremister” der både har fascister og antifascister i sigtekornet. Inden for indenrigsministeriet, giver det dem mulighed for at henvise til angreb fra militser og den yderste højrefløj for at kunne kræve flere ressourcer til at slå ned på dem der er på frontlinjen i forsvaret af befolkningsgrupper mod den slags angreb. Barr og andre medlemmer af Trumps administration har forsøgt at gøre det samme mod Black Lives Matter-aktivister ved at sammenligne dem med nynazister og hvidhedsnationalister som ”racemotiverede ekstremister”.
\n\nEfter en selverklæret fascist myrdede Heather Heyer under Unite the Right-mobiliseringen i Charlottesville, var der massivt pres fra græsrødderne for at fjerne fascister og forkæmpere for hvidt overherredømme fra sociale medieplatforme. I dag kommer presset derimod fra toppen af hierarkiet, i en tid hvor protestbevægelser er blevet centrale for at skabe en landsdækkende samtale om statsvold og undertrykkelse. Det er et modangreb fra magthaverne imod hjemmesider der bringer perspektiver fra dem der mobiliserede mod fascisterne i Charlottesville. Det er ikke noget tilfælde at det sker lige i kølvandet på Trumps udsendte føderale styrker til Portland, Oregon, som afstedkom flere uger med gadekamp, og kun et par dage efter at talspersoner fra den yderste højrefløj specifikt henviste til crimethinc.com og itsgoingdown.com i et skriftligt vidnesbyrd for senatet.
\n\nAlt imens højreekstreme grupper stadig organiserer på Facebook og spreder farlig desinformation om Covid-19, prioriterer Facebook at handle efter signaler fra Trump-administrationen om at undertrykke systemkritik. Lad os ikke være naive: hvis dette ikke bliver modsagt, kommer det til at fortsætte. Jo mere normalt det bliver for regeringer at slå ned på de forlag der rapporterer fra de sociale bevægelser, jo længere vil den slags censur sive ind i hver en del af samfundet, og jo mere vil det bestemme hvad det er muligt at tænke og hvad det er muligt at forestille sig.
\n\nHvis du er bekymret over den udvikling, så spred denne nyhed med de midler du har tilgængelig. Facebook burde ikke have lov at bestemme på dine vegne hvad der udgør ansvarsfulde ytringer. Hvis vi står sammen i solidaritet, kan vi skabe en bedre verden, hvor ingen i god tro behøver være bange for at fascister, regeringer eller milliardvirksomheder skal true dem til tavshed.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/19/banned-on-facebook.jpg\")
\nSom svar på et præsidentvalg, der i det store hele anses for at være manipuleret med, er en stor protestbevægelse fra natten til søndag d. 9. august brudt ud i Hviderusland imod Aleksandr Lukasjenko, som er den tyran, der har styret landet i et kvart århundrede. Politiet har arresteret tusindvis af mennesker, skudt mod dem og myrdet demonstranter. Fra søndag til tirsdag [d. 9.–11. august 2020, red.] lukkede Lukasjenkos regering tilsyneladende internettet og fastnettelefoner ned i håb om at dæmpe protesterne, mens man hævdede, at det var udefrakommende kræfter, der havde forårsaget afbrydelsen. Den hviderussiske oppositionskandidat Svetlana Tikhanovskaja blev tilbageholdt og tilsyneladende tvunget til at læse et manuskript op, som erklærede, at Lukasjenko havde vundet valget, og opfordrede folk til at “adlyde loven” og holde sig væk gadeprotesterne, før hun flygtede til Litauen. På trods af dette fortsætter protesterne. I en sammenhæng, hvor staten har slået ned på enhver form for politisk opposition, er anarkister blandt de eneste organiserede grupper, som stadig er i stand til at deltage i demonstrationerne på gaden. For at forstå de begivenheder, der udspiller sig, har vi interviewet flere anarkister fra Hviderusland.
\n\nVi har interviewet medlemmer af det hviderussiske anarkistiske forlagskollektiv Pramen, og for at sørge for, at vi fik et velafrundet perspektiv, har vi også søgt svar fra en anden mangeårig hviderussisk anarkist, der udtalte sig med krav om anonymitet. I den følgende diskussion dykker de ned i baggrunden for den aktuelle krise, de beskriver hvordan man kan organisere sig i et repressivt diktatur, og de reflekterer over oprørets mulige udfald.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/12/5.jpg\")
\nGiv os en kort oversigt over den moderne anarkistiske bevægelses historie i Hviderusland.
\n\nPramen: Som nogle af jer måske har hørt, blev den anarkistiske bevægelse ødelagt i Sovjetunionen. Bevægelsens genfødsel fandt sted i slutningen af den sovjetiske æra. I 1990’erne spillede anarkister en vigtig rolle i visse græsrodsbevægelser med fokus på økologi, arbejdskampe og andre emner. Siden da har anarkister organiseret sig i Hviderusland med forskellige op- og nedture. Der er mindst fem organiserede anarkistiske kollektiver: Anarchist Black Cross, Pramen, Food not Bombs, Volnaya Dumka-biblioteket og The Really Free Market-initiativet. Alle håndterer forskellige opgaver inden for bevægelsen – fra anti-repressionsarbejde til organisering af aktioner på gadeplan. Bortset fra disse organiserede grupper er der flere velrenommerede blogs, der støtter den anarkistiske bevægelse. Derudover har en lille gruppe aktivister organiseret et trykkerikooperativ, der har eksisteret i tre år nu.
\n\nDer har været mange skuffelser siden 2017. På det tidspunkt var forventningerne høje, idet et momentum imod Lukasjenko voksede. Men så blev opstanden knust, og alt vendte tilbage til normalen igen. En masse mennesker som sad indespærret i fængsler, kom knækkede ud på den anden side; for mange anarkister var normalen ikke mere mulig, da ransagninger, detention og psykologisk pres fortsatte. Nogle af de aktive mennesker var nødt til at forlade landet på grund af problemer med statsapparatet.
\n\nPå trods af skuffelsen og de hårde slag, fortsatte anarkisterne imidlertid med at organisere sig. Bevægelsen er ingenlunde stor – rundt omkring i landet er der måske omkring 100 organiserede anarkister. Tilføj et par hundrede flere mennesker, der er sympatisører, og det er det – ud af et land på 10 millioner mennesker. Begivenhederne i 2017 ramte dog også med et hårdt slag de organiserede liberale og nationalistiske grupperinger; de var ikke stærke før det, og efterfølgende stoppede de fleste oppositionspartier al gadeaktivitet. Siden 2017 er anarkister sandsynligvis den eneste aktive styrke, som stadig agiterer på gaden.
\n\nI vores kollektiv udfører vi medie- og agitationsarbejde. Andre grupperinger organiserer offentlige arrangementer med en antikapitalistisk og antiautoritær retning.
\n\nDet er også vigtigt at nævne, at når det gælder klasse, rummer den hviderussiske anarkistiske bevægelse ikke mange studerende. Den er primært sammensat af forskellige dele af arbejderklassen.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/12/1.jpg\")
\nHvordan er anarkister fortsat med til at organisere sig i Hviderusland på trods af repression? Har I nogle råd til anarkister i andre dele af verden, som ikke har oplevet den samme undertrykkelse endnu – men som kan komme til at opleve den i de kommende år?
\n\nPramen: Anarkister i Hviderusland har benyttet sig af en masse interessante taktikker de seneste år. Først og fremmest gik de fleste af de venstreradikale kollektiver fuldstændig under jorden. Ingen kan få at vide, hvem der med i vores kollektiv for eksempel. Den samme regel eksisterer i andre grupper. Vi organiserer visse fælles aktioner sammen – for eksempel protesterne lige nu – men alle deltager på gaden som individer eller som affinity-grupper, ikke i en organisationsstruktur. Dette komplicerer samarbejde mellem grupper, men det beskytter os fra at ende i en situation, hvor en stikker i én gruppe kender til hele bevægelsens infrastruktur.
\n\nAnarkistiske aktioner på gaden har en tidsbegrænsning – den maksimale tid vi har, inden politiet kommer, er normalt omkring 10-15 minutter.
\n\nAt arbejde under jorden gør det svært at integrere nye mennesker i bevægelsen. Derfor fungerer nogle af grupperne som indgangspunkter for anarkister – for eksempel kan alle deltage i en punkkoncert og gennem det lære, hvordan man kan gå ind i den organiserede anarkistiske bevægelse et skridt af gangen.
\n\nDet er dog også vigtigt at nævne, at visse mennesker trådte ud af undergrunden for at fungere som offentlige personer. De giver interviews, taler med medierne og laver YouTube-videoer om forskellige emner. De oplever jævnligt problemer med politiet, men det ser ud til, at der er visse ting, man stadig kan udtrykke sig om. Det kan være problematisk at opfordre til revolution, men at opfordre til direkte demokrati og decentralisering af magt synes at være i orden.
\n\nDen mangeårige tilstedeværelse af Anarchist Black Cross i Hviderusland har understreget en vigtig pointe: Du kan stole på dine kammerater, ikke kun når du laver direkte aktioner eller deltager i protester, men også når du ender i fængsel. Dette er en vigtig psykologisk faktor, som gør bevægelsen stærk.
\n\nSelvfølgelig er dem, der slutter sig til anarkisterne, opmærksomme på risikoen for repression allerede fra den første dag. Så de er ikke ligefrem gennemsnitlige studerende, som har besluttet sig for at blive involveret i politisk arbejde, når de tilfældigvis har tid i overskud. Deltagerne er klar over, at de kan ende i fængsel selv for smålting. Og man organiserer sit liv efter det:
\n\nMan lærer sine kammerater at kende i vanskelige situationer, og dette skaber bånd, der er stærkere end stål.
\n\n\nhttps://twitter.com/bad_immigrant/status/1292956645002280960\n \n
Hvordan er bevægelsen omkring præsidentvalget i august i Hviderusland sammensat? Hvad er deltagernes politiske forhåbninger? Hvordan er magtbalancen imellem dem?
\n\nPramen: Denne valgrunde er noget lort. Mange oppositionspolitikere var faktisk imod hovedplanen for protesterne. De opfordrede folk til at blive hjemme og vente på et bedre tidspunkt til oprør. Mange fra de ældre generationer var instrueret i at blive hjemme og ikke reagere på nogen provokationer.
\n\nPå den anden side blev det vakuum, der blev skabt af denne politiske beslutning, fyldt med bloggere, mindre grupper og Telegram-kanaler. Som følge heraf flyttede mulighederne for handling sig fra de politiske partier til folket. I sommers blev bevægelsen imod Lukasjenko så stor, at anarkister blot udgjorde en lille bitte del af alle de ting, der skete.
\n\nOg det, der foregik, var ikke forbundet med klare politiske krav. Der var ikke bygget politiske eller økonomiske platforme om valgene, som krævede privatisering eller nationalisering eller noget som helst andet i den stil. I stedet organiserede folk sig mod diktaturet – for at rive det ned. Så enkelt er det. Og dette enkle fremstød drog mange mennesker til sig. I dag er frustrationen over Lukasjenko større end nogensinde. I øjeblikket har ingen politiske organisationer eller partier været i stand til at udnytte dette oprør.
\n\nSå indtil videre kan det folkelige oprør mod Lukasjenko stadig gå i en hvilken som helst retning, afhængig af hvem der er til stede på gaden.
\n\nSamtidig er det værd at nævne, at der er opfordringer til direkte demokrati på visse større medieplatforme. I det mindste forstår nogle mennesker i Hviderusland, at Lukasjenko er en diktator, men diktaturet er en kompliceret maskine. Hvis vi bare overdrager denne maskine i hænderne på en anden præsident, kan scenariet meget vel gentage sig selv.
\n\nAnonym: Hvideruslands politiske liv er blevet ødelagt af tiden med autoritær magt. De eksisterende partier eksisterer kun for at eksistere – folket kender dem knap nok, og de stoler ikke på dem.
\n\nDerfor lyder en velkendt joke: Hvis du nogensinde føler dig ubrugelig, skal du bare huske på, at der er en premierminister i Hviderusland. Politiske partier spiller ikke nogen rolle her. Gængse politiske modeller for beslutningstagning virker ikke her.
\n\nEn af de ting, der forenede folk og hjalp dem med at skabe en magtfuld bevægelse, var nok den nærmest apolitiske karakter, som kampen mod præsidentvalget har haft. Folk så noget andet end det sædvanlige klovneri. Tikhanovskaya – Lukasjenkos største rival ved dette valg – dukkede op ud af ingenting som en husmor, der overtog valgkampen fra sin fængslede mand, og hvis eneste politiske program var at organisere retfærdige valg, et halvt år efter hun var blevet præsident. Efter at have overlevet 26 år i en “velfærdsstat”, tror folk ikke længere på socialisme. Efter den langvarige sovjetiske periode og den fortsatte pro-kommunistiske retorik på TV og i hverdagen, er folk skeptiske over for kommunisme. Det, som folk vil, er at sætte stopper for undertrykkelsen – både den ideologiske og den økonomiske, men først og fremmest den økonomiske. De er overhovedet ikke engageret i politik. Der er nogle politiske aktører bag disse begivenheder, men de er nærmest usynlige.
\n\nDesværre kan vi næsten sige det samme om anarkister – på grund af et meget lille antal af anarkister og deres fokus på bevægelsens indre, kan anarkister ikke rigtigt overtage og lede protesterne. Jeg ønsker dog ikke på nogen måde at undervurdere det anarkistiske bidrag – på trods af et lille antal, har anarkister formået at påvirke protesterne ved at tilføre nye tilgange og teknikker.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/12/2.jpg\")
\nVi har hørt, i det mindste ifølge en reporter fra Belsat TV, at anarkister spillede en vigtig rolle i protesterne d. 9. august i Minsk. Er det rigtigt?
\n\nPramen: Anarkister spiller en ganske vigtig rolle i denne denne protest. Vi ser organiserede affinitygrupper, som bygger barrikader, som forsøger at få større grupper af mennesker til at bevæge sig rundt omkring i byen og til at bekæmpe politiet, hvor det er nødvendigt.
\n\nMen selv det bliver overskygget af den kreativitet, som folket viser på gaden. Det, vi kalder affinitygrupper i den anarkistiske bevægelse, er noget, som naturligt eksisterer i samfundet – venner går sammen til protester og ofte taler de på forhånd om, hvad de vil gøre. Så vi ser en masse unge mennesker, der ikke er knyttet til nogen politisk strømning, kæmpe mod politiet på barrikaderne.
\n\nHvad angår strategien … Hovedmålet er ganske simpelt – at vælte diktatoren. Ved at deltage i protesterne, ved at sprede idéerne om horisontal organisering og decentralisering. Selv under sammenstødene deler folk stadig løbesedler ud til demonstranterne bag i mængden. Der er en tro på, at hvis folk lykkes med at vælte Lukasjenko uden hjælp fra politikere og store ledere, vil det være et stort slag mod autoritære tendenser i landet. Det vil også give et enormt løft til selvorganisering og solidaritet i dette samfund.
\n\nAlle er med på, at denne revolution ikke kommer til at være libertær. Vi kommer ikke til at vælte staten. Som anarkister kan vi imidlertid prøve at skubbe vores idéer frem så hårdt som muligt, så vi kommer ud på den anden side med mere momentum for frihed.
\n\n\nhttps://twitter.com/bad_immigrant/status/1293231654744535042\n\n\n
Hvad er de forskellige scenarier for, hvordan dette opgør mellem Lukasjenko og demonstranterne kan udspille sig?
\n\nPramen: Vi håber udelukkende på ét scenarie – at Lukasjenko er færdig. Afhængig af graden af vold, kunne han blive dræbt, eller folk kunne blot barbere hans overskæg af. Eller han flygter måske – det er det, der er sket med de fleste af hans venner fra Østblokken, som er blevet væltet. Det er det scenarie, vi alle kæmper for.
\n\nDer er et andet scenarie: At Lukasjenko forbliver. I dette tilfælde vil der være massiv repression, efter protesterne er aftaget. Hundreder af mennesker vil blive retsforfulgt og dømt til mange år i fængsel. Listen af politiske fanger vil vokse meget hurtigt. anarkister vil helt sikkert være iblandt dem.
\n\nUndertrykkelsen vil ødelægge ethvert politisk liv i landet. Alt det, der kan udgøre en trussel mod regeringen, vil blive ødelagt. Det er ikke klart, om den anarkistiske bevægelse vil overleve denne repression, idet de fleste af grupperne rent faktisk tilhører bevægelsen.
\n\nBevægelsens sammenbrud vil sende det hviderussiske samfund på tilbagegang. Mange mennesker vil uden tvivl flygte fra landet. I mangel på politisk og socialt pres, vil den økonomiske krise få folks indkomst til at falde og skabe endnu flere udfordringer for den arbejdende del af befolkningen.
\n\nMen vi ønsker ikke at tænke på det værst mulige scenarie, for vi kæmper for det bedst mulige scenarie – og vi ved alle, at der ikke er nogen vej tilbage.
\n\nHvordan vil Tikhanovskajas afgang påvirke bevægelsen?
\n\nAnonym: Folk kæmper mest for sig selv, for deres frihed og deres liv. Nogle mennesker ser hende stadig som en præsident i eksil. Nogle har aldrig rigtig interesseret sig for hende. Men det, som alle interesserer sig mest for i øjeblikket, er, hvad der sker med dem, der er blevet fængslet, samt ansvaret for at fortsætte kampen for dem, der ofrede deres liv eller helbred. Så jeg tror, at alt afhænger af folks gejst – af om de er klar til at holde gang i kampen på trods af al den vold og grusomhed, som de oplever lige nu.
\n\nVi har set, at Rusland ikke helhjertet har støttet Lukasjenko i denne situation. Hvordan ser du Putins strategi på det punkt? Hvad vil være konsekvenserne for Rusland og andre steder i regionen, hvis demonstranterne tvinger Lukasjenko væk fra magten?
\n\nPramen: Det er ikke tydeligt, hvad der sker i Putins hoved. Det kan være, at han blot venter på, at Lukasjenko svækkes for at indgå en aftale, som vil reducere Hviderusland til en slags vasalstat. På samme tid er Putin virkelig skuffet over det, der sker i Ukraine og Syrien – hans politiske analytikeres planer fungerer ikke, som han havde forventet. I sidste ende er der ikke noget, der forhindrer ham i at lade den russiske hær marchere ind i Hviderusland og erklære, at det nu er en del af Rusland.
\n\nPutin har leget med Lukasjenko i lang tid med den hensigt at genindlemme Hviderusland i den russiske stat. Dette er aldrig rigtig lykkedes, så der kan være en politisk beslutning om ikke at støtte Lukasjenko for at prøve at navigere i begivenhederne på en klog måde. Lige nu er det sådan, at hvis Putin støtter Lukasjenko med alt, hvad han har, og Lukasjenko alligevel taber, vil det hviderussiske samfund vende sig fuldstændigt mod Moskva. Så for Putin kan det være en god taktik at opretholde afstand, indtil tingene klarer op.
\n\nAnonym: Putin var en af de første, der lykønskede Lukasjenko med sejren og bekræfte resultatet af præsidentvalget. I sin meddelelse opfordrede han til at styrke samarbejdet mellem de to lande. Lukasjenkos position er i øjeblikket meget svag. Med den brutalitet, han brugte under valget, mistede han enhver form for støtte og diplomatisk indflydelse hos EU. Nu har han brug for støtte fra sin storebror mod øst. Dette er en meget gunstig situation for Rusland. Uden yderligere udgifter kan Rusland udstrække sin indflydelse over Hviderusland. Det ser ud til, at Putin vil gøre alt, han kan, for at holde Lukasjenko ved magten, herunder at sende militære styrker for at slå protesterne ned.
\n\nPå samme tid: hvis protesterne tvinger Lukasjenko af magten, er der for mange faktorer at tage i betragtning til at kunne foretage nogen som helst prognoser. Scenariet skifter fra militær intervention og invasion til, at Rusland anerkender den nye situation i Hviderusland uden at gribe ind.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/12/3.jpg\")
\nEr der noget, du gerne vil sige til selvudnævnte “anti-imperialister” i Vesten, der støtter Lukasjenko?
\n\nPramen: Jo … Det kunne blive et langt svar. For eksempel kunne vi forklare, at Lukasjenko er en del af det imperialistiske russiske projekt i denne region. Han bliver støttet af Moskva for sin loyalitet over for Kreml – og der er intet “anti-imperialistisk” i at have en præsident, som er ved magten på grund af velvilje fra det imperium, som har magten i regionen. Jeg tror, at den slags kritikere, som du beskriver, også godt kan lide de sociale goder, som staten angiveligt tilbyder i Hviderusland. Hvis du imidlertid undersøger det ordentligt, vil du opdage, at Lukasjenko faktisk er den, som i årevis har ødelagt de sociale programmer i dette land, samtidig med at han har forhindret folk i at engagere sig i nogen som helst form for selvorganisering. Vi kunne fortsætte med at forklare tingene i timevis.
\n\nMen ved du hvad? Autoritære venstreorienterede hører ikke argumenterne. De er troende. De tror på deres “sandhed” på samme måde, som nogle mennesker tror på en religion. Uanset hvor mange gode pointer, du kan føre frem, vil de fastholde deres oprindelige position.
\n\nSå vi kan gå til det korte svar: “Go fuck yourself”. Men du kan stadig læse mere konstruktive ting på vores hjemmeside. 🙂
\n\nAnonymous: Hvis Lukasjenko havde chancen for det, ville han opbygge sit eget imperium. Hvis du kunne forstå hans taler, ville du indse, at han lider af storhedsvanvid – eller “lider” er højst sandsynligt det forkerte ord, for han nyder det. Der er overhovedet intet anti-imperialistisk ved denne politiske skikkelse på nogen mulig måde.
\n\nVi har set nogle “anti-imperialister”, der hævder, at bevægelsen i Hviderusland består af fascister. Der florerer beskyldninger om, at det flag, mange demonstranter flager med, er forbundet med den nazistiske besættelse af Hviderusland.
\n\nAnonym: Den første dokumenterede brug af det hvid-rød-hvide-flag (WRW) går tilbage til det fjortende århundrede. Det bruges i dag som et symbol på hviderussisk selvbestemmelse i opposition til det moderne statsflag og i opposition til Lukasjenkos Hviderusland, idet Lukasjenko var den, der beordrede skabelsen af det, der i øjeblikket er det officielle flag for Hviderusland.
\n\nJeg forstår godt, hvor det argument, der forbinder flaget med nazister, stammer fra. Der var en meget kompliceret situation under de tyske fascisters besættelse af Hviderusland under Anden Verdenskrig. Hviderusland blev på det tidspunkt stærkt undertrykt af den sovjetiske regering, som prøvede at ødelægge den hviderussiske nationale identitet. For eksempel indførte den sovjetiske regering i 1933 en brutal og uberettiget reform af det hviderussiske sprog, hvor alfabetet blev ændret fra det latinske alfabet (et alfabet, der ligner det polske) til kyrillisk. Mange mennesker oplevede undertrykkelse. Under disse forhold skete det, da den tyske hær nærmede sig og den sovjetiske regering i panik evakuerede, at nogle folk prøvede at skabe et såkaldt hviderussisk centralråd. De var kollaboratører, selv om deres motiver ikke var at støtte de tyske nazister og byde dem velkommen, men at gribe chancen for at skabe en national suveræn instans. Rådet eksisterede i mindre end to år. Folk, der bruger WRW-flaget i dag, er ofte ikke engang klar over disse historiske begivenheder. WRW-flaget er et nationalt flag, der i historiens løb er blevet brugt af mange revolutionære gennem forskellige tiders undertrykkelse, og hviderussere forbinder det ikke med de tyske nazister.
\n\nJeg ville drage en parallel til Kurdistan. Der findes et nationalflag for den syriske stat og det syriske regime – og så er der Kurdistans flag. På samme vis har vi Lukasjenkos flag – som kun er blevet brugt under hans præsidentskab, så folk undgår at bruge det, særligt i denne kamp, hvor alt handler om at afsætte ham – og det nationale og historiske flag, som er hvidt-rødt-hvidt.
\n\nDer er helt sikkert mennesker i demonstrationerne med en lang række af forskellige synspunkter. De fleste af dem definerer overhovedet ikke sig selv politisk. Når minearbejdere strejker, fordi de ikke er enige med den korrupte stats regering og den udnyttelse, som deres chefer er involveret i, prøver vi så at bestemme deres nøjagtige politiske identitet som kommunister, anarkister eller liberale? At forsøge at definere denne enorme skare af hundrede af tusinder af mennesker, som har lidt gennem ydmygelse, udnyttelse og undertrykkelse i det seneste kvarte århundrede, virker på mig latterligt. For mig er det der én åbenlys fascist: Lukasjenko.
\n\nHvad kan anarkister i andre dele af verden gøre for at støtte kammerater i Hviderusland? Er der konkrete strukturer, hvor man kan støtte dem, der står over for repression lige nu? Er der trykpunkter, som international solidaritet kan fokusere på?
\n\nPramen: Lav solidaritetsaktioner. En masse solidaritetsaktioner. Send os billeder af jeres solidaritetsaktioner. Støtte udefra giver ikke alene inspiration til anarkistiske hjerter, men til hjerterne hos alle dem, der går på gaden. Folk ser, at de ikke er alene. Efter at have læst denne tekst, skal du bare gå ud og male et helt simpelt banner, samle dine kammerater og tage et billede. Dette billede vil højst tage et par timer at lave.
\n\nHvis du har mere tid og energi – så vær kreativ. Hviderusland er en kapitalistisk stat. Der er rigtig mange ambassader og andre punkter, der repræsenterer den hviderussiske stat. I 2010 i Rusland besatte dristige anarkister den hviderussiske ambassade. Dette kan være én af idéerne på bordet. Vær kreativ – og gennem din kreativitet vil vi kunne se, at du er oprigtig i din solidaritet!
\n\nOg hvis du er teknisk kyndig, skal du begynde at hjælpe os med vores problemer med internettet. I Hviderusland kan folk med penge meget nemmere få adgang til internettet i disse dage end græsrodsaktivister kan. Gratis VPN og andre løsninger fungerer ikke, og vi har brug for en masse hjælp med det her, for mangel på internet bremser en masse organisatoriske bestræbelser.
\n\nAnonym: Selvom det nok ikke er realistisk, ville den bedste støtte være at komme og hjælpe os ved at deltage direkte i protesterne. Vi har brug for modige og beslutsomme mennesker på vores side. En anden måde er at dele erfaringer og idéer med vores demonstranter – vi har brug for din fantasi og kreativitet!
\n\nVi har også brug for hjælp til at udbrede information – mange mennesker ved ikke meget om Hviderusland og den faktiske situation her. Virkeligheden, mentaliteten og tankegangen er anderledes i den post-sovjetiske kontekst, og det former kampen her. Meget ofte kan folk ikke forstå forskellene mellem det politiske liv her og i Vesten.
\n\nSidst men ikke mindst kunne I organisere masseprotester i jeres egne lande. Vi er alle forbundet. Det, vi først og fremmest på ethvert tidspunkt har brug for, er den internationale kamp.
\n\nDu kan også støtte os gennem det hviderussiske Anarchist Black Cross.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2020/08/12/4.jpg\")
\nNævn gerne de hjemmesider og sociale medier, som folk bør følge for at få pålidelige nyheder om, hvad der sker i Hviderusland, især fra et anti-autoritært perspektiv.
\n\nPramen: Hjemmesider, du kan følge:
\n\nBegge rummer tekster på engelsk; andre kollektiver skriver kun på russisk på de sociale medier. På disse hjemmesider kan du finde links til tilstedeværelse på de sociale medier. Vi gør vores bedste for at holde folk opdaterede!
\n\nHvad angår privatpersoner, kan du for eksempel følge @bad_immigrant på Twitter eller chaos.social på Mastodon. Han tweeter på engelsk om situationen lige nu.
\n\nFølg hashtagget #belarus på dine sociale medier. Indsæt russiske tekster i DeepL [oversætningstjeneste, red.], og du burde få læsbare resultater.
\n\nDoner til ABC Hviderusland, for der er allerede over 5.000 mennesker, der er blevet tilbageholdt, og ingen ved, hvor mange flere der snart vil være.
\n\nOg lad os håbe, at Lukasjenko om et par dage falder, og at der vil være en kæmpe fest, hvor vi husker vores døde og fejrer de levende!
\n\nVi ses på barrikaderne, kammerater!
\n\nAnonym: Lige nu er der også en masse Telegram-kanaler, hvor folk poster videoer og fotos i realtid fra hverdagsprotesterne. Dette er ikke anarkistiske rum, men de kan hjælpe med at give et billede af, hvad der foregår på gaden lige nu:
\n\nFor 148 år siden i denne uge, den 6. april 1871, beslaglagde bevæbnede deltagere i den revolutionære Pariserkommune guillotinen, der blev opbevaret nær fængslet i Paris. De bragte den til foden af statuen af Voltaire, hvor de smadrede den i stykker og brændte den i et bål, til bifald fra en enorm menneskemængde.1 Dette var en populær aktion, der opstod fra græsrødderne, ikke et skuespil koordineret af politikere. På det tidspunkt kontrollerede Kommunen Paris, som stadig var beboet af folk af alle klasser; de franske og preussiske hære omringede byen og forberedte sig på at invadere den for at gennemtvinge Adolphe Thiers’ konservative republikanske regering. Under disse forhold var afbrænding af guillotinen en modig handling, der afviste rædselsherredømmet og idéen om, at positiv social forandring kan opnås ved at slagte mennesker.
\n\n“Hvad?” siger du i chok: “Kommunerne brændte guillotinen? Hvorfor i alverden skulle de gøre det? Jeg troede, at guillotinen var et symbol på befrielse!”
\n\nJa hvorfor? Hvis guillotinen ikke er et symbol på befrielse, hvorfor er den så blevet sådan et standardmotiv for den radikale venstrefløj i de seneste år? Hvorfor er internettet fyldt med guillotine-memes? Hvorfor synger The Coup “We got the guillotine, you better run”? Det mest populære socialistiske tidsskrift hedder Jacobin, efter de oprindelige fortalere for guillotinen. Det kan da vel ikke alt sammen bare være en ironisk opblomstring af dvælende højreorienterede bekymringer om den franske revolution.
\n\n\nhttps://twitter.com/itsmikebivins/status/859154308192813056\n\n\n
Guillotinen er kommet til at optage vores kollektive fantasi. I en tid, hvor splittelserne i vores samfund breder sig mod borgerkrig, repræsenterer det kompromisløs blodig hævn. Det repræsenterer ideen om, at statens vold kunne være en god ting, hvis kun de rigtige mennesker var ansvarlige.
\n\nDe, der tager deres egen magtesløshed for givet, antager, at de kan fremme grusomme hævnfantasier uden konsekvenser. Men hvis vi mener det alvorligt med at ændre verden, skylder vi os selv at sørge for, at vores forslag ikke er lige så grusomme.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/12.jpg\")
En plakat i Seattle, Washington. Citatet er fra Karl Marx.
\nDet er ikke overraskende, at folk vil have blodig hævn i dag. Kapitalistisk profitmageri gør hurtigt planeten ubeboelig. Den amerikanske grænsepatrulje kidnapper, bedøver og fængsler børn. Der forekommer jævnligt individuelle racistiske og kvindehadske voldshandlinger. For mange mennesker er hverdagen i stigende grad ydmygende og nedværdigende.
\n\nDem, der ikke ønsker hævn, fordi de ikke er medfølende nok til at blive forarget over uretfærdighed, eller fordi de simpelthen ikke er opmærksomme, fortjener ingen anerkendelse for dette. Der er mindre dyd i apati end i de værste udskejelser af hævngerrighed.
\n\nØnsker jeg at hævne mig på de politifolk, der ustraffet myrder mennesker, på de milliardærer, der tjener penge på udnyttelse og gentrificering, på de sexister og racister, der chikanerer og doxxer folk? Ja, selvfølgelig gør jeg det. De har dræbt mennesker, jeg kendte; de forsøger at ødelægge alt, hvad jeg elsker. Når jeg tænker på den skade, de forårsager, føler jeg mig klar til at brække deres knogler, til at dræbe dem med mine bare hænder.
\n\nMen det ønske adskiller sig fra min politik. Jeg kan ønske mig noget uden at skulle reverse-engineere en politisk begrundelse for det. Jeg kan ønske mig noget og vælge ikke at forfølge det, hvis jeg ønsker noget andet endnu mere - i dette tilfælde en anarkistisk revolution, der ikke er baseret på hævn. Jeg dømmer ikke andre mennesker for at ønske hævn, især hvis de har været igennem værre end jeg har. Men jeg forveksler heller ikke det ønske med et udspil om befrielse.
\n\nHvis den slags blodtørst, jeg beskriver, skræmmer dig, eller hvis det simpelthen virker upassende, så burde du virkelig holde dig fra at joke om andre mennesker, der udfører industrialiserede mord på dine vegne.
\n\nFor det er det, der kendetegner guillotinens fantasi: Det handler om effektivitet og afstand. De, der feticherer guillotinen, ønsker ikke at dræbe folk med deres bare hænder; de er ikke parate til at flå nogens kød med deres tænder. De vil have deres hævn automatiseret og udført for dem. De er ligesom forbrugerne, der lystigt spiser Chicken McNuggets, men aldrig personligt kunne slagte en ko eller fælde en regnskov. De foretrækker, at blodsudgydelse finder sted på en ordentlig måde, med alt papirarbejdet udfyldt korrekt, i henhold til det eksempel, som jakobinerne og bolsjevikkerne har sat for at efterligne den kapitalistiske stats upersonlige funktion.
\n\nOg en ting til: De ønsker ikke at skulle tage ansvar for det. De foretrækker at udtrykke deres fantasi ironisk og bevare plausibel benægtelse. Men enhver, der nogensinde har deltaget aktivt i sociale omvæltninger, ved, hvor snæver grænsen kan være mellem fantasi og virkelighed. Lad os se på den “revolutionerende” rolle, guillotinen har spillet i fortiden.
\n\n\n\n\n“Men hævn er uværdig for en anarkist! Daggryet, vores daggry, hævder ingen skænderier, ingen forbrydelser, ingen løgne; det bekræfter livet, kærlighed, viden; vi arbejder på at fremskynde den dag.”
\n\n-Kurt Gustav Wilckens - anarkist, pacifist og snigmorder af oberst Héctor Varela, den argentinske embedsmand, der havde overvåget nedslagtningen af ca. 1500 strejkende arbejdere i Patagonien.
\n
Guillotinen er forbundet med radikal politik, fordi den blev brugt i den oprindelige franske revolution til at halshugge monarken Louis XVI den 21. januar 1793, flere måneder efter hans anholdelse. Men når du først åbner Pandoras æske med udryddelseskraft, er det svært at lukke den igen.
\n\nEfter at være begyndt at bruge guillotinen som et instrument til social forandring, fortsatte Maximilien de Robespierre, engang formand for Jacobin Club, med at bruge den til at konsolidere magten for sin fraktion af den republikanske regering. Som det er sædvane for demagoger, benyttede Robespierre, Georges Danton og andre radikale sig af hjælp fra sans-culottes, de vrede fattige, til at fordrive den mere moderate fraktion, Girondisterne, i juni 1793. (Girondisterne var også jakobinere; hvis du elsker en jakobiner, er det bedste, du kan gøre for ham, at forhindre hans parti i at komme til magten, da han helt sikkert vil være næste oppe mod muren efter dig.) Efter at have guillotineret Girondisterne i massevis, gik Robespierre i gang med at konsolidere magten på bekostning af Danton, sans-culottes og alle andre.
\n\n\n\n\n“Den revolutionære regering har intet til fælles med anarki. Tværtimod er dens mål at undertrykke den for at sikre og hærde lovens herredømme.”
\n\n-Maximilien Robespierre, der adskiller sin autokratiske regering fra de mere radikale græsrodsbevægelser, der var med til at skabe den franske revolution.2
\n
I begyndelsen af 1794 havde Robespierre og hans allierede sendt et stort antal mennesker, der var mindst lige så radikale som dem selv, til guillotinen, herunder Anaxagoras Chaumette og de såkaldte Enragés, Jacques Hébert og de såkaldte Hébertists, proto-feminist og abolitionist Olympe de Gouges, Camille Desmoulins (som havde haft modet til at foreslå sin barndomsven Robespierre, at “kærlighed er stærkere og mere varig end frygt”)- og Desmoulins kone, for en god ordens skyld, på trods af at hendes søster havde været Robespierres forlovede. De sørgede også for guillotination af Georges Danton og Dantons tilhængere sammen med andre tidligere allierede. For at fejre al denne blodsudgydelse organiserede Robespierre Festen for det Højeste Væsen, en obligatorisk offentlig ceremoni, der indviede en opfundet statsreligion.3
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/11.jpg\")
“Her ligger hele Frankrig,” læser indskriften på graven bag Robespierre i denne politiske tegning, der henviser til alle de henrettelser, han hjalp med at arrangere.
\nDerefter gik der kun halvanden måned, før Robespierre selv blev guillotineret, efter at have udryddet for mange af dem, der kunne have kæmpet ved siden af ham mod kontrarevolutionen. Dette satte scenen for en periode med reaktion, der kulminerede med, at Napoleon Bonaparte tog magten og kronede sig selv til kejser. Ifølge den franske republikanske kalender (en nyskabelse, der ikke hang ved, men kortvarigt blev genindført under Pariserkommunen), fandt Robespierres henrettelse sted i løbet af Thermidor-måneden. Derfor er navnet Thermidor for evigt forbundet med kontrarevolutionens begyndelse.
\n\n\n\n\n“Robespierre dræbte revolutionen med tre slag: henrettelsen af Hébert, henrettelsen af Danton, Det Højeste Væsens Kult… Robespierres sejr, langt fra at redde den, ville kun have betydet et mere dybtgående og uopretteligt fald.”
\n\n-Louis-Auguste Blanqui, selv næppe modstander af autoritær vold.
\n
Men det er en fejl at fokusere på Robespierre. Robespierre selv var ikke en overmenneskelig tyran. I bedste fald var han en nidkær apparatchik, der udfyldte en rolle, som utallige revolutionære kæmpede for, en rolle, som en anden person ville have spillet, hvis han ikke havde. Spørgsmålet var systemisk - konkurrencen om centraliseret diktatorisk magt - ikke et spørgsmål om individuel misgerning.
\n\nTragedien i 1793-1795 bekræfter, at uanset hvilket værktøj du bruger til at frembringe en revolution, vil det helt sikkert blive brugt imod dig. Men problemet er ikke kun værktøjet, det er logikken bag det. I stedet for at dæmonisere Robespierre - eller Lenin, Stalin eller Pol Pot - må vi undersøge guillotinens logik.
\n\nTil en vis grad kan vi forstå, hvorfor Robespierre og hans samtidige endte med at stole på massemord som et politisk redskab. De blev truet af udenlandsk militær invasion, interne sammensværgelser og kontrarevolutionære opstande; de traf beslutninger i et ekstremt stressende miljø. Men hvis det er muligt at forstå, hvordan de kom til at omfavne guillotinen, er det umuligt at argumentere for, at alle drabene var nødvendige for at sikre deres position. Deres egne henrettelser afviser dette argument tydeligt nok.
\n\nLigeledes er det forkert at forestille sig, at guillotinen hovedsageligt blev anvendt mod den herskende klasse, selv på højden af jakobinsk styre. Som fuldendte bureaukrater førte jakobinerne detaljerede journaler. Mellem juni 1793 og slutningen af juli 1794 blev 16.594 mennesker officielt dømt til døden i Frankrig, herunder 2639 mennesker i Paris. Af de formelle dødsdomme, der blev afsagt under terroren, blev kun 8 procent uddelt til aristokrater og 6 procent til medlemmer af præsteskabet; resten blev delt mellem middelklassen og de fattige, med det store flertal af ofrene, der kom fra de lavere klasser.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/8.jpg\")
Henrettelsen af Robespierre og hans kolleger. Robespierre er identificeret ved tallet 10; sidder i vognen, holder han et lommetørklæde til munden, efter at være blevet skudt i kæben under hans tilfangetagelse.
\nHistorien, der udspillede sig i den første franske revolution, var ikke et tilfælde. Et halvt århundrede senere fulgte den franske revolution i 1848 en lignende kurs. I februar gav en revolution ledet af vrede fattige mennesker republikanske politikere statsmagt; i juni, da livet under den nye regering viste sig ikke at være bedre end livet under kongen, gjorde folket i Paris endnu en gang oprør, og politikerne beordrede hæren til at massakrere dem i revolutionens navn. Dette satte scenen for, at den oprindelige Napoleons nevø vandt præsidentvalget i december 1848 med løfte om at “genoprette orden”. Tre år senere, efter at have sendt alle de republikanske politikere i eksil, afskaffede Napoleon III republikken og kronede sig selv til kejser - hvilket fik Marx til at sige, at historien gentager sig selv, “første gang som tragedie, anden gang som farce.”
\n\nLigeledes, efter den franske revolution i 1870 satte Adolphe Thiers ved magten, fællede han nådesløst Pariserkommunen, men dette banede kun vejen for endnu mere reaktionære politikere til at fortrænge ham i 1873. I alle tre af disse tilfælde ser vi, hvordan revolutionære, der er opsat på at udøve statsmagt, skal omfavne guillotinens logik for at erhverve den, for derefter, efter brutalt at have knust andre revolutionære i håb om at konsolidere kontrollen, uundgåeligt at blive besejret af mere reaktionære kræfter.
\n\nI det 20. århundrede beskrev Lenin Robespierre som en bolsjevikisk avant la lettre og bekræftede terroren som en forløber for det bolsjevikiske projekt. Han var ikke den eneste, der trak den sammenligning.
\n\n“Vi vil være vores egen Thermidor,” husker bolsjevikiske apologet Victor Serge, at Lenin proklamerede, da han forberedte sig på at myrde oprørerne i Kronstadt. Med andre ord, efter at have knust anarkisterne og alle andre til venstre for dem, ville bolsjevikkerne overleve reaktionen ved selv at blive kontrarevolutionen. De havde allerede genindført faste hierarkier i Den Røde Hær for at rekruttere tidligere tsaristiske officerer til at slutte sig til den; sammen med deres sejr over oprørerne i Kronstadt genindførte de det frie marked og kapitalismen, omend under statskontrol. Til sidst overtog Stalin den stilling, der engang var besat af Napoleon.
\n\nSå guillotinen er ikke et redskab til befrielse. Dette var allerede klart i 1795, godt over et århundrede før bolsjevikkerne indledte deres egen terror, næsten to århundreder før De Røde Khmerer udryddede næsten en fjerdedel af befolkningen i Cambodja.
\n\nHvorfor er guillotinen så kommet på mode igen som et symbol på modstand mod tyranni? Svaret på dette fortæller os noget om vores tids psykologi.
\n\n\n\n\n“VI TAGER IKKE HÆVN”
\n\n“Det kommunistiske diktaturs lange undertrykkelse af arbejderne har fremkaldt massernes helt naturlige harme. Som et resultat af dette er boykot eller fjernelse fra tjeneste af kommunisternes slægtninge blevet vedtaget flere steder. Det må ikke ske. Vi tager ikke hævn, men forsvarer vores arbejdende interesser. Det er nødvendigt at handle med tilbageholdenhed og kun fjerne dem, der gennem sabotage eller bagvaskende agitation forsøger at forstyrre genoprettelsen af arbejdernes magt og rettigheder.”
\n\n-Kronstadt Izvestia, udgave 5 - 7. marts, 1921-udgaven af Kronstadt-opstandens dagblad.
\n
![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/14.jpg\")
\nDet er chokerende, at radikale selv i dag ville knytte sig til jakobinerne, en tendens, der var reaktionær ved udgangen af 1793. Men forklaringen er ikke svær at komme frem til. Dengang, som nu, er der mennesker, der ønsker at tænke på sig selv som radikale uden faktisk at skulle foretage et radikalt brud med de institutioner og praksisser, som de allerede kender. “Alle døde generationers tradition vejer som et mareridt på de levendes hjerner,” som Marx sagde.
\n\nHvis - for at bruge Max Webers berømte definition - en aspirerende regering kvalificerer sig til at repræsentere staten ved at opnå et monopol på legitim brug af fysisk magt inden for et givet territorium, så er en af de mest overbevisende måder, hvorpå den kan demonstrere sin suverænitet, at udøve dødbringende magt uden konsekvenser. Dette forklarer de forskellige rapporter om, at offentlige halshugninger blev observeret som festlige eller endda religiøse begivenheder under den franske revolution. Før revolutionen var halshugninger bekræftelser af monarkens hellige autoritet; under revolutionen, da republikkens repræsentanter stod for henrettelser, bekræftede dette selvfølgelig, at de havde suverænitet - i folkets navn. “Louis må dø, så nationen kan leve,” havde Robespierre proklameret og søgte at helliggøre den borgerlige nationalismes fødsel ved bogstaveligt talt at døbe den i blodet af den tidligere sociale orden. Da Republikken blev indviet af disse grunde, krævede den kontinuerlige ofre for at bekræfte sin autoritet.
\n\nHer ser vi essensen af staten: den kan dræbe, men den kan ikke give liv. Som koncentration af politisk legitimitet og tvang kan det gøre skade, men det kan ikke etablere den form for positiv frihed, som individer oplever, når de er baseret på gensidigt støttende fællesskaber. Det kan ikke skabe den form for solidaritet, der giver anledning til harmoni mellem mennesker. Hvad vi bruger staten til at gøre mod andre, kan andre bruge staten til at gøre mod os - som Robespierre oplevede - men ingen kan bruge statens tvangsapparat til befrielsens sag.
\n\nAt fetichere guillotinen, som radikal, er som at fetichere staten: det betyder at fejre et mordinstrument, der altid vil blive brugt primært mod os.
\n\nDe, der er blevet frataget et positivt forhold til deres egen handlekraft, kigger ofte rundt efter en surrogat at identificere sig med - en leder, hvis vold kan erstatte den hævn, de ønsker som følge af deres egen magtesløshed. I Trump-æraen er vi alle godt klar over, hvordan dette ser ud blandt undertrykte fortalere for højreekstrem politik . Men der er også folk, der føler sig magtesløse og vrede på venstrefløjen, folk, der ønsker hævn, folk, der ønsker at se staten, der har knust dem, vende sig mod deres fjender.
\n\n\n\n\nAt minde “tankies” om de grusomheder og forræderier, der blev begået af statssocialister fra 1917 og fremefter, er som at kalde Trump racistisk og sexistisk. Offentliggørelsen af den kendsgerning, at Trump er en seksuel serie-overfaldsmand, gjorde ham kun mere populær med sin kvindehadske base; ligeledes kan den blodige historie om autoritær partisocialisme kun gøre det mere tiltalende for dem, der hovedsageligt er motiveret af ønsket om at identificere sig med noget magtfuldt.
\n\n \n
Nu, hvor Sovjetunionen har været nedlagt i næsten 30 år - og på grund af vanskeligheden ved at modtage førstehåndsperspektiver fra den udnyttede kinesiske arbejderklasse - oplever mange mennesker i Nordamerika autoritær socialisme som et helt abstrakt begreb, så fjernt fra deres levede erfaring som massehenrettelser med guillotine. De ønsker ikke kun hævn, men også en deus ex machina for at redde dem fra både kapitalismens mareridt og ansvaret for at skabe et alternativ til det selv, og de forestiller sig den autoritære stat som en helt, der kunne kæmpe på deres vegne. Husk, hvad George Orwell sagde om de komfortable britiske stalinistiske forfattere i 1930’erne i sit essay “Inside the Whale”:
\n\n\n\n\n“For folk af den slags er sådanne ting som udrensninger, hemmeligt politi, summariske henrettelser, fængsling uden retssag osv. osv. for fjernt til at være skræmmende. De kan sluge totalitarisme, fordi de ikke har nogen erfaring med andet end liberalisme.”
\n
\n\n\n“Stol på visioner, der ikke indeholder spande med blod.”
\n\n-Jenny Holzer
\n
I det store og hele har vi en tendens til at være mere opmærksomme på de uretfærdigheder, der begås mod os, end vi er på de uretfærdigheder, vi begår mod andre. Vi er mest farlige, når vi føler os mest forurettet, fordi vi føler os mest berettiget til at dømme, at være grusomme. Jo mere berettigede vi føler os, jo mere forsigtige bør vi være med ikke at gentage justitsindustriens mønstre, forudsætningerne for fængselsstaten, guillotinens logik. Igen retfærdiggør dette ikke passivitet; det er simpelthen at sige, at vi skal gå mest kritisk frem, præcis når vi føler os mest retfærdige, for at vi ikke skal påtage os rollen som vores undertrykkere.
\n\nNår vi ser os selv som kæmper mod specifikke mennesker snarere end sociale fænomener, bliver det sværere at genkende de måder, hvorpå vi selv deltager i disse fænomener. Vi eksternaliserer problemet som noget uden for os selv, personificerer det som en fjende, der kan ofres for symbolsk at rense os selv. Men hvad vi gør mod den værste af os, vil i sidste ende blive gjort mod resten af os.
\n\nSom et symbol på hævn frister guillotinen os til at forestille os selv som dømmende magt, salvet med de vantros blod. Retfærdighedens og fordømmelsens kristne økonomi er afgørende for dette tableau. Tværtimod, hvis vi bruger det til at symbolisere noget, bør guillotinen minde os om faren ved at blive det, vi hader. Det bedste ville være at være i stand til at kæmpe uden had, ud fra en optimistisk tro på menneskehedens enorme potentiale.
\n\nOfte er alt, hvad der kræves for at kunne ophøre med at hade en person, at lykkes med at gøre det umuligt for ham at udgøre nogen form for trussel mod dig. Når nogen allerede er i din magt, er det foragteligt at dræbe ham. Dette er det afgørende øjeblik for enhver revolution, det øjeblik, hvor de revolutionære har mulighed for at tage umotiveret hævn, at udrydde frem for blot at besejre. Hvis de ikke består denne test, vil deres sejr være mere skammelig end nogen fiasko.
\n\nDen værste straf, nogen kan påføre dem, der regerer og overvåger os i dag, ville være at tvinge dem til at leve i et samfund, hvor alt, hvad de har gjort, betragtes som pinligt - for dem at skulle sidde i forsamlinger, hvor ingen lytter til dem, for at fortsætte med at leve blandt os uden nogen særlige privilegier i fuld bevidsthed om den skade, de har gjort. Hvis vi fantaserer om noget, så lad os fantasere om at gøre vores bevægelser så stærke, at vi nærmest ikke behøver at dræbe nogen for at vælte staten og afskaffe kapitalismen. Dette er mere anstændigt for vores værdighed som partisaner af frigørelse.
\n\nDet er muligt at være engageret i revolutionær kamp med alle nødvendige midler uden at se livet som billigt. Det er muligt at undgå pacifismens skinhellige moralisme uden derved at udvikle et kynisk begær efter blod. Vi er nødt til at udvikle evnen til at udøve magt uden nogensinde at forveksle magt over andre for vores sande mål, som er kollektivt at skabe betingelserne for alles frihed.
\n\n\n\n\n“At menneskeheden kan blive forløst fra hævn: det er for mig broen til det højeste håb og en regnbue efter piskende storme.”
\n\n-Friedrich Nietzsche (ikke selv en tilhænger af befrielse, men en af de førende teoretikere af farerne ved hævntørst)
\n
![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/7.jpg\")
ved foden af statuen af Voltaire i Paris den 6. april 1871.
\nSelvfølgelig er det meningsløst at påkalde vores undertrykkeres gode hjerter, indtil det er lykkedes os at gøre det umuligt for dem at drage fordel af at undertrykke os. Spørgsmålet er, hvordan man opnår det.
\n\nUndskyldere for jakobinerne vil disputere, at der under omstændighederne i det mindste var behov for noget blodsudgydelse for at fremme den revolutionære sag. Praktisk talt alle de revolutionære massakrer i historien er blevet retfærdiggjort af nødvendighed - det er sådan, folk altid retfærdiggør massakrer. Selvom nogle blodsudgydelser var nødvendige, er det stadig ingen undskyldning for at dyrke blodtørst og berettigelse som revolutionerende værdier. Hvis vi ønsker at anvende tvang på en ansvarlig måde, når der ikke er noget andet valg, bør vi dyrke en afsky for det.
\n\nHar massedrab nogensinde hjulpet os med at fremme vores sag? De forholdsvis få henrettelser, som anarkister har udført - såsom drabene på pro-fascistiske præster under den spanske borgerkrig - har givet vores fjender mulighed for at skildre os i det værste lys, selv om de selv er ansvarlige for titusinde gange så mange mord. Reaktionære gennem historien har altid uærligt holdt revolutionære til en dobbeltstandard og tilgivet staten for at myrde civile i millionvis, mens oprørere bliver udskammet for så meget som at smadre et vindue. Spørgsmålet er ikke, om de har gjort os populære, men om de har en plads i et befrielsesprojekt. Hvis vi søger transformation snarere end erobring, bør vi vurdere vores sejre i henhold til en anden logik end det politi og militær, vi konfronterer.
\n\nDette er ikke et argument mod magtanvendelse. Det er snarere et spørgsmål om, hvordan man anvender det uden at skabe nye hierarkier, nye former for systematisk undertrykkelse.
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/9.jpg\")
En taksonomi af revolutionær vold.
\nBilledet af guillotinen er propaganda for den slags autoritær organisation, der kan benytte sig af det pågældende værktøj. Hvert værktøj indebærer de former for social organisation, der er nødvendige for at anvende det. I sin erindringsbog, Bash the Rich, citerer klassekrigsveteranen Ian Bone Angry Brigade-medlem John Barker for, at “benzinbomber er langt mere demokratiske end dynamit”, hvilket tyder på, at vi bør analysere ethvert modstandsværktøj med hensyn til, hvordan det strukturerer magten. Alfredo Bonanno og andre oprørere kritiserede den væbnede kampmodel, der blev vedtaget af hierarkiske autoritære grupper i Italien i 1970’erne, og understregede, at befrielse kun kunne opnås via horisontale, decentraliserede og inddragende modstandsmetoder.
\n\n\n\n\n“Det er umuligt at lave revolutionen med guillotinen alene. Hævn er magtens forkammer. Enhver, der ønsker at hævne sig, har brug for en leder. En leder til at føre dem til sejr og genoprette såret retfærdighed.”
\n\n-Alfredo Bonanno, Armed Joy
\n
Sammen kan en oprørsk menneskemængde forsvare en autonom zone eller udøve pres på myndighederne uden behov for hierarkisk centraliseret ledelse. Hvor dette bliver umuligt - når samfundet er brudt op i to forskellige sider, der er fuldt forberedt på at nedslagte hinanden med militære midler - kan man ikke længere tale om revolution, men kun om krig. Revolutionens forudsætning er, at undergravende virksomhed kan sprede sig på tværs af fjendskabslinjerne, destabilisere faste positioner, underminere de tilhørsforhold og antagelser, der understøtter autoritet. Vi bør aldrig skynde os at gå fra revolutionær bevægelse til krigsførelse. Det udelukker som regel muligheder i stedet for at udvide dem.
\n\nSom redskab tager guillotinen for givet, at det er umuligt at transformere sine relationer til fjenden, blot for at afskaffe dem. Desuden antager guillotinen, at offeret allerede er helt i brugernes magt. I modsætning til det kollektive mods bedrifter, vi har set folk opnå mod enorme odds i folkelige opstande, er guillotinen et våben for kujoner.
\n\nVed at nægte at slagte alle vores fjender, holder vi muligheden åben for, at de måske en dag vil slutte sig til os i vores projekt om at transformere verden. Selvforsvar er nødvendigt, men hvor vi kan, bør vi tage den risiko, at efterlade vores modstandere i live. Ikke at gøre det garanterer, at vi ikke vil være bedre end de værste af dem. Fra et militært perspektiv er dette et handicap; men hvis vi virkelig stræber efter revolution, er det den eneste måde.
\n\n\n\n\n“Guillotinen er loven gjort konkret… Det er ikke neutralt og tillader dig ikke at forblive neutral. Den, der ser det, skælver, på mystisk vis rystet i deres grundvold. Alle sociale problemer sætter deres spørgsmålstegn omkring den klinge.”
\n\n-Victor Hugo, Les Misérables
\n
\n\n\n“At give håb til de mange undertrykte og frygt til de få undertrykkere, det er vores opgave; hvis vi gør det første og giver håb til de mange, må de få blive skræmt af deres håb. Ellers ønsker vi ikke at skræmme dem; det er ikke hævn, vi ønsker for fattige mennesker, men lykke; ja, hvilken hævn kan tages for alle de tusinder år af lidelser for de fattige?”
\n\n-William Morris, “How We Live and How We Might Live”
\n
Så vi forkaster guillotinens logik. Vi ønsker ikke at udrydde vores fjender. Vi tror ikke, at måden at skabe harmoni på er at subtraktere alle, der ikke deler vores ideologi, fra verden. Vores vision er en verden, hvor mange verdener passer ind, som Subcomandante Marcos udtrykte det - en verden, hvor det eneste, der er umuligt, er at dominere og undertrykke.
\n\nAnarkisme er et forslag til alle om, hvordan vi kan forbedre vores liv - arbejdere og arbejdsløse, mennesker af alle etniciteter og køn og nationaliteter eller mangel på samme. Det anarkistiske forslag er ikke i den ene eksisterende gruppes interesse mod en anden: det er ikke en måde at berige de fattige på bekostning af de rige eller at styrke én etnicitet, nationalitet eller religion på andres bekostning. Hele den tankegang er en del af det, vi forsøger at undslippe. Alle de “interesser,” der angiveligt karakteriserer forskellige kategorier af mennesker, er produkter af den herskende orden og skal omdannes sammen med den, ikke bevares eller lefles til.
\n\nFra vores perspektiv er selv de øverste positioner af rigdom og magt, der er tilgængelige i den eksisterende ordre, værdiløse. Intet, som kapitalismen og staten har at tilbyde, er noget værd for os. Vi foreslår en anarkistisk revolution med den begrundelse, at den endelig kunne opfylde længsler, som den herskende sociale orden aldrig vil tilfredsstille: ønsket om at være i stand til at forsørge sig selv og sine kære uden at gøre det på andres bekostning, ønsket om at blive værdsat for sin kreativitet og karakter rettere end for hvor meget profit man kan generere, længslen efter at strukturere sit liv omkring, hvad der er gennemgribende lykke i stedet for i henhold til konkurrencens krav.
\n\nVi foreslår, at alle, der nu lever, kan klare sig - hvis ikke godt, så i det mindste bedre - hvis vi ikke var tvunget til at konkurrere om magt og ressourcer i nulsumsspil i politik og økonomi.
\n\nOverlad det til antisemitter og andre grønjakker at beskrive fjenden som en slags mennesker, at personificere alt, hvad de frygter, som Det Fremmede. Vores modstander er ikke en slags menneske, men den form for sociale relationer, der pålægger fjendtlighed mellem mennesker som den grundlæggende model for politik og økonomi. At afskaffe den herskende klasse betyder ikke at guillotinere alle, der i øjeblikket ejer en yacht eller penthouse; det betyder at gøre det umuligt for nogen systematisk at udøve tvangsmagt over andre. Så snart det er umuligt, vil ingen yacht eller penthouse sidde tom længe.
\n\nHvad angår vores umiddelbare modstandere - de specifikke mennesker, der er fast besluttet på at opretholde den herskende orden for enhver pris - stræber vi efter at besejre dem, ikke at udrydde dem. Uanset hvor egoistiske og grådige de ser ud, ligner nogle af deres værdier i det mindste vores, og de fleste af deres fejl - som vores egne - stammer fra deres frygt og svagheder. I mange tilfælde modsætter de sig Venstrefløjens forslag netop på grund af, hvad der er internt uforeneligt i dem - for eksempel idéen om at skabe fællesskab for menneskeheden ved hjælp af voldelig tvang.
\n\nSelv når vi er involveret i fysisk kamp med vores modstandere, bør vi opretholde en dyb tro på deres potentiale, for vi håber at leve i forskellige relationer med dem en dag. Som håbefulde revolutionære er dette håb vores mest dyrebare ressource, grundlaget for alt, hvad vi gør. Hvis revolutionær forandring skal spredes i hele samfundet og over hele verden, skal de, vi kæmper mod i dag, kæmpe sammen med os i morgen. Vi prædiker ikke omvendelse med sværdet, og vi forestiller os heller ikke, at vi vil overtale vores modstandere på én eller anden abstrakt idé-markedsplads; snarere sigter vi mod at forstyrre de måder, hvorpå kapitalismen og staten i øjeblikket reproducerer sig selv, mens de demonstrerer vores alternativs dyder inklusivt og kontagiøst. Der er ingen genveje, når det kommer til varig forandring.
\n\nNetop fordi det nogle gange er nødvendigt at bruge magt i vores konflikter med forsvarerne af den herskende orden, er det især vigtigt, at vi aldrig taber vores forhåbninger, vores medfølelse og vores optimisme af syne. Når vi er nødsaget til at bruge tvang, er den eneste mulige begrundelse, at det er et nødvendigt skridt i retning af at skabe en bedre verden for alle - herunder vores fjender, eller i det mindste deres børn. Ellers risikerer vi at blive de næste jakobinere, revolutionens næste besudler.
\n\n\n\n\n“Den eneste virkelige hævn, vi overhovedet kunne få, ville være ved vores egne bestræbelser at bringe os selv til lykke.”
\n\n-William Morris, som svar på opfordringer til hævn for politiets angreb på demonstrationer på Trafalgar Square
\n
![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/5.jpg\")
Voltaire bifalder afbrændingen af guillotinen under Pariserkommunen.
\nGuillotinen sluttede ikke sin karriere med afslutningen af den første franske revolution, og heller ikke da den blev brændt under Pariserkommunen. Faktisk blev det brugt i Frankrig som et middel for staten til at gennemføre dødsstraf helt frem til 1977. En af de sidste kvinder, der blev guillotineret i Frankrig, blev henrettet for at have udført aborter. Nazisterne guillotinerede omkring 16.500 mennesker mellem 1933 og 1945 - det samme antal mennesker, der blev dræbt under terrorens højdepunkt i Frankrig.
\n\nEt par ofre for guillotinen:
\n\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/2.jpg\")
Emile Henry.
\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/3.jpg\")
Sante Geronimo Caserio.
\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/4.jpg\")
André Soudy, Edouard Carouy, Octave Garnier, Etienne Monier.
\n![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/1.jpg\")
Hans og Sophie Scholl og Christoph Probst.
\n\n\n\n“Jeg er anarkist. Vi er blevet hængt i Chicago, stødt ihjel i New York, guillotineret i Paris og kvalt i Italien, og jeg vil gå med mine kammerater. Jeg er imod din regering og din autoritet. Ned med dem. Gør dit værste. Længe leve Anarki.”
\n\n \n
![](\"https://cdn.crimethinc.com/assets/articles/2019/04/08/10.jpg\")
\nSom rapporteret i Pariserkommunens officielle tidsskrift:
\n\n“Torsdag klokken ni om morgenen gik 137. bataljon, der tilhører 11. arrondissement, til Rue Folie-Mericourt; de rekvirerede og tog guillotinen, knuste den hæslige maskine i stykker og brændte den til bifald fra en enorm menneskemængde.
\n\n“De brændte den ved foden af statuen af forsvareren af Sirven og Calas, menneskehedens apostel, forløberen for den franske revolution, ved foden af statuen af Voltaire.”
\n\nDette var blevet annonceret tidligere i følgende proklamation:
\n\n“Borgere,
\n\n“Vi er blevet informeret om opførelsen af en ny type guillotine, der blev bestilt af den afskyelige regering [dvs. den konservative republikanske regering under Adolphe Thiers]- en, som det er lettere at transportere og hurtigere. Underudvalget i 11. arrondissement har beordret beslaglæggelsen af disse servile instrumenter til monarkistisk dominans og har stemt for, at de skal ødelægges én gang for alle. De vil derfor blive brændt klokken 10 den 6. april 1871 på Place de la Mairies til renselsen af Arrondissementet og indvielsen af vores nye frihed.” ↩
\nSom vi har argumenteret for andre steder, tjener fetichisering af “retsstatsprincippet” ofte til at legitimere grusomheder, der ellers ville blive opfattet som forfærdelige og uretfærdige. Historien viser igen og igen, hvordan centraliseret regering kan begå vold i meget større omfang end noget, der opstår i “uorganiseret kaos”. ↩
\nKvalmende nok har mindst én bidragyder til Jacobin Magazine endda forsøgt at rehabilitere denne forløber for stalinismens værste udskejelser og foregivet, at en statsligt bemyndiget religion kunne være at foretrække frem for autoritær ateisme. Alternativet til både autoritære religioner og autoritære ideologier, der fremmer islamofobi og lignende, er ikke for en autoritær stat at indføre sin egen religion, men at opbygge græsrods solidaritet på tværs af politiske og religiøse linjer til forsvar for samvittighedsfrihed. ↩
\n![Jacobin](\"https://images.jacobinmag.com/2017/08/24152307/jacobin-issue-10.jpg\"){kind=link}